PwC Danmark

Virksomhed kaster lys over erhvervslivet og vinder Årets Ejerleder 2016 på Fyn

Pressemeddelelse   •   Okt 27, 2016 18:46 CEST

Ejerlederen bag Scangrip A/S, Anders Borring, har netop vundet prisen som Årets Ejerleder 2016 på Fyn. Han har formået at skabe en virksomhed i utrolig høj vækst og konstant udvikling. Han blev hyldet af erhvervsfolk fra Fyn ved en velbesøgt kåring i EWII Park i Odense.


Anders Borring står i spidsen for Scangrip A/S, som tilbyder funktionel belysning til det professionelle marked. Han lægger vægt på, at virksomheden hele tiden udvikler sig, samtidig med at der bliver lyttet til kunderne. Anders Borring har formået at skabe en imponerende vækst med en omsætningsvækst på over 90 % fra 2013 til 2015.

Det er velfortjent, at Anders Boring nu går videre til finalen og skal dyste mod de øvrige seks regionsvindere ved landskåringen. Det har været et stærkt felt i år, og derfor er det en stor fornøjelse at overrække prisen til en ægte væksthistorie, hvor kunderne er i centrum,” fortæller Mikael Johansen, partner hos PwC i Odense, og uddyber:

”Anders Borring er ambitiøs og har en innovativ tilgang til markedet. Det har været med til, at virksomheden i løbet af kun få år har indtaget en position som førende trendsætter inden for arbejdsbelysning i Europa. Den flotte vækst, som virksomheden hidtil har opnået, har ejerlederen planer om at opretholde ved fortsat at udvikle forretningen.”

Som en del af vækstplanen indgik Scangrip i 2015 et større joint venture med en stor leverandør i Shanghai. Derudover arbejdes der med salg på nye markeder i USA og Sydamerika, og der er desuden fokus på brug af nye medier som de sociale platforme for at styrke dialogen med kunderne. Med udgangspunkt i ovenstående, forventer Anders en omsætningsvækst på ca. 60 % i perioden 2015 til 2018.

Ejerleder står bag virksomhedens succes
Anders Borring er en ildsjæl, der med flid og ihærdighed har udviklet Scangrip fra en traditionel produktionsvirksomhed af håndværktøj til verdens førende indenfor arbejdsbelysning. Han har i det daglige et stort fokus på kundernes behov og en konstant lyst til at udvikle sig.

”Anders Borring er en ildsjæl med et ekstremt drive, som har ført virksomheden til sin markedsposition i dag. Han formår at sætte sig i kundernes sted og skabe lige dét, de har brug for, og gør dermed deres arbejde lettere. Han er nysgerrig og passioneret af natur, og så tænker han hele tiden i løsninger og følger med udviklingen i branchen,” fortæller erhvervskundechef i Nykredit på Fyn, Lars Holm fra Nykredit om vinderen af Årets Ejerleder på Fyn.

Hos Dansk Erhverv ser man vinderen af Årets Ejerleder som et fantastisk eksempel på, at stærke kundeforhold og høje vækstambitioner betaler sig.

”Anders har en særlig evne til at se kundernes behov, inden de selv ser det. Han evner at sætte sig i deres sted, og hans engagement og nysgerrighed smitter positivt på omverdenen. Det er ganske enkelt en del af kulturen – også blandt medarbejderne. Han har skabt en fantastisk succes og er en velfortjent vinder af Årets Ejerleder 2016 på Fyn,” siger Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

De stærke konkurrenter
Scangrip A/S er ikke eneste virksomhed på Fyn med et flot resultat. De øvrige nominerede var:

Per Jørgensen fra 5E Byg A/S
Per Jørgensen, ejerleder i 5E Byg A/S, er uddannet murer og bygningskonstruktør og har 35 års erfaring inden for byggebranchen på Fyn. Siden 2007 har han sammen med teknisk direktør, Torben Nielsen, drevet den succesfulde entreprenør virksomhed, 5E Byg A/S. Virksomheden fungerer som rådgivende, udførende og projektledende entreprenører for omfattende byggeprojekter på Fyn.

Thomas Egon Larsen og Jan Uwe Larsen fra Budweg Caliper A/S
De to ejerledere, Thomas Egon Larsen og Jan Uwe Larsen, står i spidsen for Budweg Caliper A/S, der er kendt som en af de førende leverandører af bremsekalibre til bilindustrien, og som dækker næsten alle europæiske, japanske og koreanske biler. Virksomheden er en dansk familieejet virksomhed, der blev grundlagt i 1978, med stærke kompetencer og teknisk know-how, der er udviklet gennem generationer.

Kontakt
For yderligere information kontakt PR Manager Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378 eller Pernille Plougheld fra Nykredit på mobil 3045 1006.

Fakta om Scangrip A/S
Ejerleder Anders Borring står i spidsen for Scangrip A/S, som har opnået stor succes med funktionel belysning til det professionelle marked med høje vækstrater og har i løbet af kun få år indtaget positionen som førende trendsætter inden for arbejdslys i Europa.

Fakta om Årets Ejerleder 2016 og Årets Temapris 2016
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 13. gang. Ved regionskåringerne uddeles i hver region en pris til Årets Ejerleder og en temaprisvinder. Temaprisen uddeles på baggrund af årets tema: Kundefokusering.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 10. november 2016 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Som noget nyt uddeler vi ved landskåringen også en særlig Hæderspris til en ejerleder, som gennem en lang årrække har haft en betydende indflydelse på dansk erhvervsliv og er indbegrebet af, hvad det vil sige at være ejerleder.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere landsvindere
Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesens Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Om PwC
PwC er et af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshuse. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.900 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 200.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.