Erhvervs- og Vækstministeriet

Virksomheder får bedre grundlag for at finde kapital - nogle af dem med personlig coach

Pressemeddelelse   •   Nov 22, 2010 09:08 CET

Virksomheder med vækstplaner får nemmere ved at finde kapital. Allerede næste år kan 2.500 virksomheder deltage i workshop om at skaffe kapital - 1.000 virksomheder får tilbud om en dags lånerådgivning – 100 virksomheder kan få en personlig kapitalcoach.
Mange virksomheder med vækstplaner har svært ved at skaffe kapital. Som led i regeringens indsats i væksthusene etableres nu et målrettet tilbud, der allerede næste år skal gavne flere tusind virksomheder og bane vejen for flere vækstvirksomheder.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:

Vi ønsker at styrke markedet for risikovillig kapital. Det må ikke være mangel på viden og erfaring, der hindrer virksomheder med vækstplaner i at få fat i den nødvendige finansiering. Derfor styrker vi nu væksthusenes vejledning med tilbud til virksomhederne om at blive kapital parate.
Der bliver afsat 15 mio. kr. af Globaliseringspuljen til tilbudet, som bliver udmøntet i tre former for rådgivning i 2011:

Op mod 2.500 virksomheder bliver inviteret til en af ti workshops om at lease udstyr, at låne penge mv.
Op mod 1.000 virksomheder får tilbud om en dag sammen med en privat ekspert i lånekapital, hvor det offentlige medfinansierer 50 procent.
Op mod 250 virksomheder får tilbudt en kapitalcoach (en specialist i at skaffe kapital udefra), hvor det offentlige medfinansierer 50 procent.
Det hele forankres i Væksthusene. Tilbudet vil være virksomhedsrettet, og møder vækst-virksomhederne, hvor de er i forvejen.

Initiativerne bygger videre på erfaringer fra Væksthus Midtjylland, som siden december 2008 har haft succes med en kapitalcoach-ordning, hvor 11 virksomheder har fået tilført knap 50 mio. kr. i ny kapital.