Ministeriet for Børn og Undervisning

Voksne udlændinge tilegner sig ikke sprog naturligt

Pressemeddelelse   •   Nov 08, 2010 10:45 CET

Undervisningen i dansk som andetsprog skal være systematisk og struktureret. Sproget kommer nemlig ikke af sig selv, mener Poul Neergaard, Forstander ved Lær Dansk i Århus, i Stafetten på uvm.dk.

Voksne udlændinge, som kommer til Danmark, tilegner sig ikke dansk blot ved at komme ud på arbejdsmarkedet blandt danskere. Det er ifølge Poul Neergaard, forstander ved Lær Dansk i Århus en udbredt misforståelse. Den såkaldte ”sprogbadsteori” virker nemlig ikke på voksne, kun på børn.


Ifølge Neergaard bør undervisningen i dansk som andetsprog i højere grad være en del af introduktionen på enhver arbejdsplads eller uddannelsesinstitution for de udlændinge, der af forskellige årsager kommer til Danmark.Poul Neergaard har skrevet et bidrag til denuddannelsespolitiske Stafetten på uvm.dk. Han mener, at den optimale undervisning i dansk som andetsprog skal ske i ”et tæt samspil mellem klasserummets strukturerede læringsrum og omgivelsernes autentiske anvendelsesrum i styrede processer.”

Næste stafetholder

Poul Neergaard giver Stafetten videre til Birgitte Bækgaard fra UC-Syd med spørgsmålet:

Hvordan indgår undervisningen i dansk som andetsprog i læreruddannelsen i dag, og hvordan arbejder læreruddannelsen med andetsprogsproblematikkerne i alle folkeskolens fag?