Moise er mand og kæmper for kvinder

Han er klædt i en strøget, hvid skjorte med diskrete striber og cowboybukser. Ansigtsudtrykket er alvorligt – måske lidt sammenbidt – som han står der i det bakkede landskab i det østlige DR Congo, som landsbyen Karuba er strøet ud over. Han ligner en advokat, som har lagt lovsamling og stempelpude på hylden for en stund og taget en tur ud i det blå for at slappe lidt af på hjemegnen.

Det er ikke helt forkert. Moise Mabiaka Baba (38) er faktisk jurist, og på den måde lidt af en rollemodel i dette fattige og urolige hjørne af det centrale Afrika, hvor en god uddannelse er lidt af en sjældenhed. Det er også forkert. Moise er langt fra på rekreation. Han er også bonde, men det er heller ikke fhans evner inden for jordbrug, som gør ham til rollemodel.

Rollen, han spiller i dag, er som formand for landsbyens Karubas Rådgivningskomité, og det, der gør ham til en model for andre mænd er, at han er lidenskabeligt optaget af kvinderettigheder. Han fortæller:

”Her i (Den Demokratiske Republik) Congo er det udbredt, at kvinder – ikke kun ude i landsbyerne, men også i de store byer – bliver set som objekter, ting. De bliver betragtet på linje med høns, geder, køer… sådan er kulturen. Det er det billede af kvinder, som vi har”.

”Det er måske min uddannelse, som gør at jeg har forstået, at kvinder ikke bare er objekter. Jeg har lært at se, at kvinder er lige så meget værd som mænd,” siger Moise insisterende.

Talte ene mand for kvinders rettigheder

Moise er repræsentant for civilsamfundet i Karubas Rådgivningskomité. Komiteen er en overbygning på ADRA’s program i det østlige DR Congo, ONGEA (Råb det ud! på swahili). ONGEA har i dette område en halv snes kvindegrupper, som behandler kvindeproblemer – blandt andet ved at producere radioprogrammer om kvinders rettigheder. Programmerne aflyttes i fællesskab i særlige lytterkomiteer, hvor medlemmer også diskuterer kvinderettigheder mere bredt.

Hvis der er et særligt problem – f.eks. en alvorlig hustruvoldssag – kan lytterkomiteerne tage sagen til rådgivningskomiteen, som forsøger at mægle eller måske kontakte lokale autoriteter som de lokale ældste eller politiet.

Moise kom tilbage til Karuba efter sin juridiske embedseksamen. Han stiftede familie, begyndte at dyrke den fædrene jord i det område, hvor han har sine forældre, onkler, tanter, hele sin familie og alle sine venner. Han begyndte også at agitere for kvinders rettigheder.

”Kvinder havde ingen rettigheder. De blev undertrykt, de havde ingen selvtillid. Selv kvinderne troede, at det skulle være sådan. Jeg begyndte at besøge familier, hvor det var mest grelt. Jeg mødte modstand overalt,” fortæller Moise, nu endnu mere sammenbidt.

”De hadede mig! Når jeg talte om at piger skulle uddannes, sagde de bare ’Ah, den pige skal bare blive hjemme og arbejde… indtil hun skal giftes”. Men da ONGEA kom ind i vores landsby, begyndte der at ske noget. Folk begyndte at lytte til radioudsendelserne, mødes i grupperne – jeg må sige, at mit arbejde blev lettere”.

Moise efterligner sig selv, i en udsøgt høflig tone: ”Madame, de bør sende Deres børn i skole. De bør gøre sådan og sådan… og med ONGEAs hjælp begyndte det ganske langsomt at virke”.

Ingen skole til søstrene

Moise er selv opdraget traditionelt. De var syv børn i familien – 5 piger og 2 drenge. Moises far prioriterede – traditionen tro – drengene.

”Det var kun min bror og jeg, som fik en uddannelse. Pigerne fik ingen, for det troede far ikke på”.

Pigerne er fra 6 til 32 år, og da Moise vendte hjem, lavede han en aftale med faderen.

”Min far og jeg aftalte at betale halvtreds procent hver af deres uddannelse. I dag er de ældste med i forskellige programmer, hvor de har lært at læse at skrive. De yngste går i skole”.

Loven diskriminerer

Moise er taknemmelig for de resultater, ONGEA har skabt i Karuba. Der er stadig meget at gøre.

”Der er forskellige problemer – både i kultur og lovgivning. Kvinder må ingenting. De kan ikke arbejde for andre, uden at manden siger ja. Desuden er der hele spørgsmålet om medgift. I princippet er medgift fastsat af loven – som et symbolsk beløb mellem familierne – men det er i praksis en forhandling mellem mændene, og så ender det med, at de kræver overdrevne beløb for deres døtre. Det kan de ikke betale. Og fordi kvinden ikke er med i forhandlingerne, resulterer det i ulovlige ægteskaber, tvangsægteskaber og børn uden for ægteskabet,” siger Moise, som ikke er jurist for ingenting:

”Vi har altså i Congo den situation, at kvinder kan være parlamentsmedlemmer og tage beslutninger ifølge loven, men når det drejer sig om sager i hjemmet ,har de intet at sige. Ifølge DR Congos familielov, paragraf 333, må kvinden ikke arbejde uden tilladelse fra sin mand. Vores lov siger også, at en kvinde kan arve – men hvis hun er gift, har manden altid det sidste ord over hende og hendes ejendom”.

”Det er den slags diskrimination, vi prøver at bekæmpe”.