Pressemeddelelse

Air Greenlands Canada-rute kom godt fra start

2012-07-13 17:11
Air Greenlands Canada-rute kom godt fra start

Den 15. juni i år gennemførtes den første flyvning på Air Greenlands nye rute mellem Nuuk og Iqaluit. Ruten har fået en god start, og i juni rejste hele 37,5% flere passagerer, end luftfartsselskabet havde planlagt med. Målet for ruten har blandt andet været at servicere de mine- og olieselskaber, der har aktiviteter i Grønland. Denne målgruppe har dog ikke haft helt den samme rejseaktivitet i år, som man har set tidligere år.

Ruten har til gengæld vist sig interessant for andre brugere også, og der viser sig især at være et relevant publikum i Iqaluit, der ønsker at komme til Grønland. Det er primært rejsende fra Nordamerika, der anvender ruten, oplyser Air Greenlands kommercielle direktør, Christian Keldsen.

Rejsen gør det muligt at komme hurtigt til fx Ottawa fra Nuuk. Rejser man kl 12.00 fra Nuuk, kan man være fremme før kl 17.00 i Ottawa, hvorfra der er forbindelse til mange andre destinationer i Canada. En rejse til fx Vancouver i det vestlige Canada kan gennemføres på én dag fra Nuuk. Air Greenland samarbejder med det canadiske selskab First Air på ruterne mellem Ottawa og Iqaluit og mellem Montreal og Iqaluit.