Nyhed -

Forbrugernes optimisme tager et dyk men er fortsat høj

Forbrugertilliden faldt til 7,6 i august fra 10,5 i juli, men trods det lille dyk, er der fortsat tale om udbredt optimisme hos de danske forbrugere. Forbrugerne forventer både at familiens økonomiske situation forbedrer sig over det kommende år og at arbejdsløsheden falder - og ikke mindst er optimismen omkring Danmarks økonomiske situation om et år steget markant i år. Forbrugertilliden ligger fortsat et pænt stykke over gennemsnittet i 2016.

Vi mener derfor ikke at der er nogen grund til at lade sig slå ud af det lille fald i forbrugertilliden. Der er fortsat rigtig god grund til at finde smilet frem i de danske hjem. Stigende beskæftigelse og realløn, lave renter og et boligmarked i fremgang er med til at sikre danskerne en sund økonomi og øge familiernes forbrugsmuligheder. Derfor er der også god grund til at tro, at danskernes optimisme vil få pengene til at sidde lidt mere løst i år. Det er godt nyt for dansk økonomi, hvor privatforbruget er en væsentlig drivkræft for væksten.

Emner

  • Økonomi, finans

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10