Nyhed -

REVIDERET: Danskerne købte sommertøj i maj måned

Danmarks Statistik har konstateret en fejl i opgørelsen af detailomsætningen i maj og dermed i de tal, som nedenstående kommentar er baseret på. Derfor følger her en revideret version af kommentaren.

Tøjsalget kom i gang igen i maj måned

Detailsalget var fladt i maj måned i forhold til april, renset for prisudvikling og sæsonudsving. Det viser dugfriske tal fra Danmarks Statistik. Efter tre måneder hvor salget af tøj i gennemsnit har været svagt, valgte danskerne at opdatere garderoben med sommertøj i maj måned. Tøjsalget steg 1,1 pct. i maj måned i forhold til april. Til gengæld faldt salget af fødevarer og andre dagligvarer med 0,3 pct. mens salget af andre forbrugsvarer steg med 0,1 pct.

Over de seneste tre måneder er det samlede detailsalg steget med 0,8 pct. i forhold til perioden december-februar. Der er dog fortsat tale om en relativt svag udvikling. Ser vi på dankortomsætning, der fanger en større del af det samlede privatforbrug, har udviklingen også været svag fra februar til april. Dog viste dankortomsætningen langt bedre takter i maj måned og det plejer at være en bedre indikator for det samlede privatforbrug end detailsalget. Det skyldes, at dankortet også bliver brugt til at købe tjenester og biler, der udgør en stor del af privatforbruget, men ikke indgår i detailomsætningen.

Gode forudsætninger for et stærkt privatforbrug i år

Danskernes privatøkonomi er generelt rigtig stærk. Beskæftigelsen fortsætter opad og reallønnen stiger. Samtidig kan vi kan glæde os over et meget lavt renteniveau og fremgang på boligmarkedet, der betyder stigende friværdier til stadig flere boligejere. Optimismen fejler da heller ikke noget i de danske hjem: forbrugertilliden steg igen i juni måned og er nær det højeste niveau i to år.

Forudsætningerne for stigende privatforbrug er altså til stede, men på trods af det, har privatforbruget udviklet sig svagt i første kvartal i år. Vi forventer dog at danskerne slipper lidt af forsigtigheden og samlet set regner vi med en fremgang i privatforbruget på 2 pct. i år.

Emner

  • Økonomi, finans

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10