Pressemeddelelse -

Inflationen overraskende høj - udsigt til lavere inflation de kommende måneder

Forbrugerpriserne tog et hop opad i juli måned og inflationen fortsætter med at overraske på opsiden med et nyt højdepunkt på 1,6 % i september. Det er det højeste niveau siden december 2012.

Det er særligt prisstigninger på tøj og benzin, der trækker forbrugerpriserne op fra august til september. Det skyldes højere oliepriser og at sommerudsalget i tøjbutikkerne er afsluttet. Til gengæld faldt prisen på sommerhusudlejning i september da vi er kommet på den anden side af højsæsonen.

Ser vi frem mod de kommende måneder forventer vi at inflationen falder lidt tilbage i takt med at effekten af højere fødevarepriser og sommerhusleje aftager. Desuden vil aftalen om nye afgifter på biler føre til et fald i prisen på de fleste biler og det vil trække forbrugerpriserne ned fra oktober måned. Vi forventer at inflationen for 2017 som helhed lander på 1,2 % - hvilket fortsat må siges at være moderat, men ikke desto mindre er det højeste niveau siden 2012. I 2018 forventer vi at inflationen kryber lidt opad og lander på 1,4 pct.

Højere fødevarepriser tynger i børnefamiliens budget, men lønnen stiger heldigvis mere

Selvom inflationen har løftet sig fra sidste års bundniveauer, så betyder det ikke at en almindelig familie er blevet fattigere i år - tværtimod. Prisstigningerne over det seneste år betyder godt nok at der skal lægges lidt flere penge for de samme varer og tjenester. En gennemsnitlig familie med børn bruger i dag 6.800 kr. mere på at købe de samme varer som for et år siden. Det er særligt udgifter til bolig og fødevarer der tynger ekstra i budgettet. Til gengæld kan familien glæde sig over, at lønnen er steget endnu mere end priserne. Den seneste statistik fra DA viste at lønningerne i 2. kvartal 2017 steg med 2,4 pct. i forhold 2. kvartal sidste år. Der er altså tale om en rigtig fin fremgang i reallønnen.

Læg dertil, at beskæftigelsen er stigende, boligformuerne kryber opad og opsparingerne er steget. Det giver husholdningerne herhjemme et solidt fundament og privatforbruget vil også næste år være en vigtig motor for væksten herhjemme.

Emner

  • Økonomi, finans

Arbejdernes Landsbank er den 7. største bank i Danmark. Banken har ca. 1.100 ansatte og omkring 270.000 kunder. Alene i 2016 voksede banken med 10.000 kunder – og året før kom 7.000 flere kunder til banken.

Arbejdernes Landsbank er i 2017 kåret til ”danskernes foretrukne bank” for 8. år i træk i den største uafhængige undersøgelse af danske banker. Banken har 70 filialer fordelt over hele landet.

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10