Pressemeddelelse -

​Nu kan du bygge din egen husforsikring

Alm. Brand gør op med de traditionelle husforsikringer og lancerer nu en byg-selv-variant, som giver kunden mulighed for at skræddersy sin forsikring. Samtidig kan man som noget nyt og unikt sikre sin have og slippe for bekymringer om blæsevejr.

Tiden er ved at løbe fra forsikringer, der er ens for alle. Nu kan Alm. Brands kunder købe en ny Husforsikring og vælge de dækninger, der passer bedst til dem.

Den nye Husforsikring er bygget op på samme måde som Alm. Brands Bilforsikring. Den kom på markedet i 2016, og flere end halvdelen af koncernens forsikringskunder har allerede valgt den nye forsikringstype.

”Vores kunder har efterspurgt muligheden, men jeg er alligevel overrasket over, at det er gået så hurtigt. Derfor fortsætter vi med at udvikle vores forsikringer i samme spor,” siger privatdirektør i Alm. Brand, Pia Holm Steffensen.

Enkelt og nytænkende

Den nye Husforsikring kommer med et væld af tillægsdækninger. Der er blandt andet mulighed for at forsikre sig mod skader, som er forårsaget af blæsevejr. Traditionelt har forsikringen kun dækket stormskader, men nu er det slut med at bekymre sig om vindhastigheder i forhold til om man er dækket, hvis uheldet er ude.

Som den eneste forsikring på markedet herhjemme, kan man i den nye Husforsikring også sikre sin have. Det betyder, at hækken, havenissen eller miniatureudgaven af Dybbøl Mølle er dækket, hvis de for eksempel bliver ødelagt af et væltet træ.

”Vi arbejder på at gøre forsikring mere enkelt og gennemskueligt. Samtidig vil vi gerne gøre vores produkter mere relevante for kunderne ved at de selv kan sætte en forsikring sammen, som er skræddersyet til dem,” forklarer Pia Holm Steffensen.

Tendens i markedet

De modulopbyggede forsikringer, der hos Alm. Brand nu både kan købes til bil og hus, vil der komme endnu flere af i fremtiden, spår Alm. Brands privatdirektør. Hun ser byg-selv-forsikringerne som et stort plus, fordi de øger gennemsigtigheden.

”Essensen i produktet er jo netop, at den enkelte kunde tager aktivt stilling til, hvad han eller hun gerne vil forsikre, og hvilke dækninger vedkommende ikke vil bruge penge på. Det er den type forsikringer, som vi gerne vil tilbyde, og som kunderne efterspørger," siger Pia Holm Steffensen.

Emner

  • Økonomi, finans

Kategorier

  • forsikring
  • alm. brand
  • husforsikring
  • have

Alm. Brand A/S Koncernen er en dansk, finansiel koncern bestående af et børsnoteret holdingselskab, hvorunder der er en række datterselskaber. Koncernen driver virksomhed inden for skadeforsikring, bankvirksomhed samt liv- og pensionsforsikring, ligesom der drives investeringsvirksomhed som led i den primære driftsaktivitet.

Kontakt

Kristjan Jørgensen

Pressekontakt Presse- og Kommunikationschef Tlf.: 35 47 79 18

Christian Stokholm

Pressekontakt Presserådgiver Tlf.: 35474615