Pressemeddelelse -

ASICS klæder de danske mestre på

I fredags blev de kåret som Danmarksmestre. I dag kan FCM Håndbold fejre første frugt af mesterskabet. FC Midtjyllands håndboldpiger kan se frem til ny beklædning  næste sæson. FCM Håndbold har nemlig indgået en aftale ASICS, som i de kommende tre sæsoner skal levere spilletøj. I forvejen er ASICS skosponsor i klubben.

- Vi har været skosponsor i klubben i en del år, og vi har arbejdet benhårdt på at få et fuldt sponsorat på beklædningsdelen. Det har været en målsætning for os i to-tre år. Det bliver en af vores hovedsatsninger, og vi ser frem til et godt samarbejde og glæder os til den nye sæson, siger Jan Jacobsen, ASICS Danmark.

- Vi har valgt FC Midtjylland, fordi vi vil have et tophold i verdens bedste kvindehåndboldliga. Det er ingen hemmelighed, at vi har haft flere henvendelser fra andre dameklubber, som vi har sagt pænt nej tak til. Vi synes, at samarbejdet med FC Midtjylland har fungeret godt, og de har altid bakket og præsenteret vore produkter på bedste måde, siger ASICS-direktøren.

FC Midtjylland stod foran valget af ny tøjleverandør, da aftalen med den mangeårige partner H2O udløber med udgangen af denne sæson.

- Vi var så privilegerede at have flere valgmuligheder blandt spændende og anerkendte udbydere. Valget faldt naturligt på ASICS, dels fordi vi allerede har et 100% problemfrit samarbejde på skosiden, og så vil vi rigtig gerne være pionerer og være deres første danske samarbejdspartner på tøjsiden. På den måde kan vi være med til at gøre en forskel for ASICS og det glæder vi os til, siger Torben Kølbæk, FCM Håndbolds direktør.

- Asics har en innovativ tilgang til tingene, en spændende historie og sublime produktløsninger. Den historie vil vi gerne være med til at udleve og fortælle i Danmark og hvor vi måtte komme frem i Champions League, fastslår FC Midtjyllands håndbolddirektør, der endnu ikke vil løfte sløret for udseendet på det nye spilletøj.

ASICS kommer af den latinske vending ”Anima Sana In Corpore Sano”, hvilket betyder en sund sjæl i et sundt legeme. Virksomheden er startet for over 60 år siden i Japan. 60 år, hvor jagten på nye løsninger har været drivkraften bag udviklingen, som gang på gang har ført sportens verden fremad. ASICS’ brug af innovativ teknologi har udviklet sportsproduktløsninger, der hjælper idrætsudøvere og aktive motionister med at nå deres personlige mål og at opretholde en sund livsstil i tråd med navnet. ASICS er pt. tøjsponsor i håndbold hos storklubberne Hamburg og Montpellier.

Yderligere informationer – kontakt Jan Jakobsen, ASICS Denmark AS, jj@asics.dk, Mobil +45 20 13 50 82 eller Torben Kølbæk, FCM Håndbold A/S, tko@fcm.dk, Mobil: +45 2560 0080.


Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • beklædning
  • asics
  • fcm håndbold
  • fc midtjylland
  • tøj fra asics
  • jan jakobsen
  • torben kølbæk

Kontakt

Camilla Olsson

Pressekontakt Communications Executive