SYSTEMTÆNKNING BLOKERER FOR AT MENNESKER KOMMER I JOB OG UDDANNELSE

Vores systemvelfærd er af og til så rigidt og bureaukratisk, at den har den modsatte effekt end den tilsigtede: At få mennesker i uddannelse eller ind på arbejdsmarkedet. I de værste tilfælde fastholder den socialt sårbare i udsathed.

”Det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt”. Sådan lyder linjerne fra ’Sangen om Larsen’, som Kjeld Abell skrev til stykket ’Melodien som blev væk’ to år efter landets første socialreform ´Kanslergadeforliget´. Teksten passer næsten profetisk til vores tids sociale indsats. At vi investerer i velfærdsystemer frem for at investere i mennesker, deres behov, potentiale og deres egenskaber.

For man forstår ganske enkelt ikke sine egne øjne, når systemvelfærden er med til at spænde ben for mennesker, der reelt ønsker at få en uddannelse eller blive en del af arbejdsmarkedet. Mennesker som ønsker at tage ansvar og ejerskab til deres liv. Det er sørgeligt, men sandt.

Sociolog Sophie Danneris fra Aalborg Universitet og Væksthusets forskningscenter bekræfter dette i hendes artikel i Politiken med overskriften: ”Paradoks: ”Aktivering gør det sværere for folk på kontanthjælp at få et job”

Hun har fulgt 25 langtidsledige kontanthjælpsmodtagere fra hele landet i to år. Indsigten er, at halvdelen af dem gik glip af job på grund af beskæftigelsessystemet.

Systembarrierer for at komme i job

Artiklen handler om, hvordan systembarrierer er med til at fastholde mennesker i et liv væk fra arbejdsmarkedet. Der er med andre ord både benspænd og forhindringer for dem, som er på vej til at få et job. Fordi der er forskellige administrative barrierer med ventetider og manglende beslutningskompetencer til at handle effektivt og målrettet.

Igennem mange år har AskovFonden været vidne til, hvordan psykisk sårbare unge droppede ud af det ordinære uddannelsessystem, fordi de – på grund af diverse psykiske lidelser – ikke fik den støtte, som gjorde dem i stand til at fastholde deres motivation. Derfor etablerede vi i 2011 et samarbejde med KVUC, der gjorde, at vi kan tilbyde unge – der er psykiske sårbare – at tage en HF Flex-uddannelse. De unge fik dermed mulighed for at kvalificere deres uddannelsesmæssige kompetencer i trygge rammer og i et tempo, som er tilpasset den enkelte. Målet er, at de fleste på sigt kommer tilbage til det ordinære uddannelsessystem. Vi ved, at det tager tid at få unge – som har været knækket – til at tro på, at de på trods af alle odds kan gennemføre og på sigt komme tilbage på uddannelses- og arbejdsmarkedet.

Vi har et udmærket samarbejde med Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning. Alligevel oplever vi store systembarrierer, der gør, at vi får meget få unge henvist fra jobcentret. Udfordringen for ASPAs HF Flex er, at vi får et markant faldende antal unge henvist fra jobcentret selvom vi ved, fra de unge selv, at de opsøger jobcenteret for at komme i gang med HF Flex.

Det på trods af, at vi i AskovFonden har dokumentation for, at vores indsatser gør en markant forskel for de unge.

67 procent af vores unge gennemfører HF Flex

Mere end halvdelen af de unge, der kommer i forløb i ASPAs HF Flex, er aktivitetsparate og dermed ikke umiddelbart vurderet parate på ordinære vilkår, men i ASPA gennemfører de. Vores tal viser, at 67 procent af dem, der tog et eller flere HF enkeltfag, gennemførte.

Det er unge mennesker, som har mulighed for at komme sig, og blive styrket efter en årrække med nederlag og afbrudte forløb på grund af deres psykiske sårbarhed. Det er unge mennesker, som har muligheden for at kunne mestre deres hverdag og deres liv således, at de igen kan blive en del af det omkringliggende samfund.

Det er unge, der har håb og drømme om at gennemføre en HF og læse en videregående uddannelse. De får høje karakter og overgår til videregående uddannelser, når de får den nødvendige tid og den individuelle støtte, der skal til.

De unge, vi møder i ASPA, har i gennemsnit mere end to afbrudte uddannelsesforløb bag sig, men mangler ikke vilje eller kapacitet til at gennemføre en uddannelse. De skal blot have nogle rammer, som – ud over et fokus på selve uddannelsen – rummer plads til at arbejde med sociale og psykiske problemstillinger.

Jeg synes, Sophie Danneris siger det så tydeligt i artiklen i Politiken: ”Det sker så alligevel, at de (unge) mister troen, blandt andet fordi beskæftigelsessystemet er uigennemsigtigt og træffer beslutninger, der ikke virker rationelle”

Det er næsten ikke til at bære, når vi møder mennesker, der gerne vil tage ansvar for deres eget liv og gerne vil en positive udvikling og så opleve, hvordan de bliver bremset af systemet, der på forhånd har besluttet, hvad der skal ske med den enkelte. Det bliver rigtig trist, når vi ved, at motivation er forudsætningen for forandring og den mest afgørende forandringsnøgle for, at mennesker tager ansvar og ejerskab for deres eget liv.

Fordi alle vinder, når ingen taber.

Kærlig hilsen

Helle Øbo