Pressemeddelelse -

Hold tyvene ude

De fleste boligejeres værste mareridt er at komme hjem til et hus, hvor der har været besøg af ubudne gæster med lange fingre. Heldigvis er der meget, man selv kan gøre for at sikre sit hjem. Fra årsskiftet er der hjælp at hente i BAUHAUS, som i samarbejde med blandt andre Det Kriminalpræventive Råd uddanner udvalgte medarbejdere til sikkerhedsrådgivere.

Danmark har nordisk rekord i indbrud, men antallet af indbrud er heldigvis faldende, viser tal fra Danmarks Statistik. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd skyldes det blandt andet, at danskerne er blevet mere opmærksomme på, hvordan de kan sikre deres bolig og gøre det sværere for tyvene at bryde ind.

Nu går byggevarehuskæden BAUHAUS også ind i kampen mod indbrudstyvene. Kædens 16 varehuse lancerer fra årsskiftet et nyt tiltag i samarbejde med blandt andet Nabohjælp fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden.


Få råd af sikkerhedsrådgiver
I samarbejde med blandt andre Nabohjælp har BAUHAUS uddannet udvalgte medarbejdere til sikringsrådgivere, som kan vejlede kunderne om, hvordan man sikrer sit hjem bedst muligt. Det betyder, at kunderne fra årsskiftet kan få råd og vejledning om alt fra tyverisikring til overvågning og brandsikring og hjælp til, hvordan man etablerer Nabohjælp, når de besøger deres lokale BAUHAUS. Det er vigtigt – især i ferieperioder og det mørke vinterhalvår, hvor tyvene ofte er travlest.

”Danskerne går meget op i deres boliger, og de spørger os til råds, når de skal vedligeholde, reparere eller forny boligen. Vi vil dog også gerne hjælpe dem med at beskytte deres hjem, og vi betragter det som en ekstra service at kunne rådgive om nabohjælp, tyverisikring og brandsikring,” siger Thomas Jakobsen, produktchef i BAUHAUS.


Som et led i indsatsen for at gøre danskernes boliger sikrere tilbyder BAUHAUS også, at man kvit og frit kan få besøg af en sikringsrådgiver i privaten. Her vil rådgiveren tage et kig på boligen med tyvenes øjne og på den baggrund vejlede om, hvordan hjemmet kan gøres mere sikkert.

Mere sikkerhed i BAUHAUS
BAUHAUS udvider samtidig produktsortimentet med en række nye sikringsprodukter, som skal gøre det sværere for tyvene at slippe afsted med værdierne. Det gælder alt fra elektroniske dørlåse og vindueshasper til sikringsskabe og overvågningsudstyr.

Endelig samles hele sikringssortimentet i varehusene, så brandalarmer, brandtæpper og pulverslukkere får plads på hylderne ved siden af hængelåse, elektronske låse og sikringsskabe. Alt i alt er målet, at det skal blive nemmere for danskerne at sikre deres bolig.

Fakta om indbrud i Danmark:

  • Danmark er det land i Skandinavien, hvor der begås flest indbrud.
  • Knap 5 gange i timen er der indbrud i et dansk hjem.
  • Inden for Europa er det kun Grækenland, der oplever flere indbrud end Danmark.
  • I 2013 blev der begået 41.888 indbrud i danske hjem og 16.280 indbrud i danske virksomheder.

Gode råd til tyverisikring:

Se på dit hjem med tyvens øjne, og find løsninger, der gør det svært for tyven at komme ind.

Øg sikkerheden med sikkerhedsbeslag på vinduerne, så det er svært at hive vinduet op udefra.

Tilmeld dig Nabohjælp på www.nabohjælp.dk og aftal nabohjælp med dine naboer, så de holder øje med din bolig, når du er væk i længere tid - for eksempel hen over en weekend eller i ferier.

Forsøg at snyde tyven til at tro, at der er nogen hjemme.

Lås dit redskabsskur, så tyven ikke har adgang til værktøj, stiger og lignende.

Opsæt bevægelsessensorer, der tænder lys udenfor, og trim hækken, så den ikke giver tyven arbejdsro til indbruddet. 

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • bauhaus
  • byggemarked

BAUHAUS er repræsenteret i 17 lande og driver mere end 230 byggevarehuse.

Varehuskæden har cirka 1.500 medarbejdere i Danmark.

BAUHAUS har 16 byggevarehuse i Esbjerg, Glostrup, Herning, Hillerød, Hjørring, Holbæk, Ishøj, Kolding, Næstved, Odense, Randers, Roskilde, Tilst, Vejle, Viby J og Aalborg.