Nyhed -

BEDRE PSYKIATRI med i fælles anbefalinger til forebyggelse af vold på bosteder

BEDRE PSYKIATRI, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Sygeplejeråd og Socialpædagogerne har i fællesskab lavet forslag til forebyggelse af vold på bosteder, som er sendt til Folketingets Socialudvalg og Sundheds- og Ældreudvalg. Baggrunden er, at de fire organisationer samstemmende er stærkt bekymrede for det forslag regeringen har lagt frem, hvor man foreslår en ny institutionstype i grænselandet mellem social- og hospitalspsykiatrien, hvor det blandt andet tillades at bruge tvang mod psykisk syge:

Birgit Elgaard, formand i BEDRE PSYKIATRI, udtaler:

”I BEDRE PSYKIATRI er vi alvorligt bekymrede for den model, regeringen har lagt frem. Tvang og flere magtbeføjelser er ikke vejen til at løse problemerne på bostederne, og vi synes, regeringens forslag undlader at tage fat på de bagvedliggende store udfordringer, som præger psykiatrien og er årsagen til de urimelige misforhold, som både syge, pårørende og personale oplever på tæt hold. Vi skal i stedet have en fremtidssikret løsning, der bygger på kvalitet, faglighed og tilstrækkelig kapacitet”, siger Birgit Elgaard formand for BEDRE PSYKIATRI.

Læs de fælles anbefalingerne her:

Bedre Psykiatri, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Sygeplejeråd og Socialpædagogerne er stærkt bekymret over regeringens forslag om at oprette en ny institutionstype i grænselandet mellem social- og hospitalspsykiatrien, der skal forebygge vold på bosteder. Vi mener i stedet, at der er behov for at tage fat på nogle af de mere grundlæggende misforhold, der er i psykiatrien.

Vi skal sikre, at psykisk sårbare mennesker har et hjem, der kan være rammen om et værdigt og indholdsrigt liv. Det skal til hver en tid være sikkert at bo og arbejde på et psykiatrisk botilbud.

Derfor er der også behov for fremtidssikrede løsninger, der bygger på kvalitet og faglighed. Vi skal lære af de steder, hvor det i dag allerede lykkes og bygge oven på det vidensgrundlag, der allerede eksisterer.

Dansk Sygeplejeråd, BEDRE PSYKIATRI, Dansk Psykiatrisk Selskab og Socialpædagogerne foreslår følgende:

  • Der er brug for flere og nøjagtigt det antal senge intensive/lukkede psykiatriske sengepladser, der sikrer, at incitamentet for udskrivelse er væsentlig bedring i patientens tilstand. I den nuværende situation mangler der ca.15-20% intensive/lukkede psykiatriske sengepladser; ligesom det kan konstateres, at der er problemer med kapaciteten i den akutte psykiatri. Flere sengepladser vil samtidig kunne bruges som ”ventil”, når en beboer på et bosted får en akut sygdomskrise eller udviser tegn på eksempelvis psykose.

    Vi lægger samtidig vægt på, at Institut for Menneskerettigheder er kritiske over for den af arbejdsgruppen foreslåede model; udvidede muligheder for tvang i det, der opfattes som borgerens hjem, er principielt betænkeligt.

  • Der findes bosteder, der er specialiseret til særlige målgrupper. Som regel er der tale om mindre enheder. Der er gode erfaringer herfra. Derfor skal bostederne i højere grad specialiseres til specifikke målgrupper. Det er vigtigt at se på personalets faglige sammensætning i forhold til de specifikke målgrupper.
  • Aktivitet, beskæftigelse og fysisk udfoldelse er godt for alle mennesker. Aktivitet, beskæftigelse og fysisk udfoldelse forebygger og fremmer det fysiske og psykiske helbred. Borgere og patienter skal derfor have flere muligheder for aktivitet, meningsfuld beskæftigelse og fysisk udfoldelse – under indlæggelse og efter udskrivelse.
  • Misbrug er et væsentligt problem i forhold til sikkerheden på botilbuddene. Der er i dag 20.000 danskere, der lever med både psykisk sygdom og misbrug. Den nuværende organisatoriske adskillelse af behandling af menneskers psykiske lidelse og samtidige misbrug er uhensigtsmæssig og øger risiko for udadreaktion og vold. Kvalificeret og akut behandling af misbrug skal kunne iværksættes i alle sektorer og ikke kun i kommunerne, så vi undgår, at patienten/borgeren falder fra eller mellem to stole. Vi opfordrer derfor også til eksempelvis at kigge på erfaringerne og resultaterne fra Afdeling M på Sct. Hans Hospital, som har specialiseret sig i denne meget komplekse gruppe af meget syge og svage borgere.
  • Man kan ikke nedbringe udøvelsen af tvang ved at udvide adgangen til tvang. Det kan kun lade sig gøre ved at holde kompetencen til at udøve tvang i afgrænsede miljøer og under afprøvede former, dvs. på de psykiatriske afdelinger. En forbedret indsats må først og fremmest hvile på anvendelse af kendte midler i et større omfang. Erfaringer viser, at det med et ledelsesmæssigt fokus og prioritering af ressourcer kan lade sig gøre at nedbringe brugen af tvangsfiksering og medicinering markant. Og ligeledes omkring magtanvendelser og vold, som vi ved følges ad og som kan forebygges med systematisk brug af virksomme metoder og de rette fagligheder og kompetencer hos personalet.
  • De mange overgange mellem institutioner og sektorer er farlige for psykisk sårbare mennesker. Derfor skal en løsning af problemet gå mod færre overgange - ikke flere! Man har flere steder med succes etableret samarbejde på tværs og implementeret effektive metoder til at opnå kvalitet for patienten/borgeren. Vi skal have forpligtende partnerskaber på tværs af sektorer, øget brug af udskrivningsaftaler samt sikre at personaler har al relevant viden om borgeren. Lad os bruge den viden og skabe et koordineret vidensystem, hvor data og metoder, der kan bidrage til at forebygge vold og trusler på arbejdspladserne, bliver samlet.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • pårørende
  • psykisk sygdom
  • bosteder
  • tvang
  • psykiatri
  • birgit elgaard
  • bedre psykiatri

Kontakt

Knud Aarup

Pressekontakt Landsformand 21328184

Thorstein Theilgaard

Pressekontakt Generalsekretær 21 24 11 91

Jesper Nissen

Pressekontakt Pressechef 24 76 54 16