Nyhed -

Forældrementorer er guld værd

Børne- og ungdomspsykiatrien i Region H har som det første sted i landet ansat erfarne forældre, der skal hjælpe og støtte nye forældre i psykiatrien. BEDRE PSYKIATRI mener, at projektet er guld værd for forældre, der har psykisk syge børn og håber på, at initiativet kan bredes ud på landsplan.

”Når du kommer her med dit barn, er du i alarmberedskab. Du er et morads af kaotiske følelser som frygt, rådvildhed og tvivl. Og samtidig skal du være den faste klippe, som dit barn kan læne sig opad”.

Sådan lyder Christina W. Bojléns beskrivelse af sit første møde med børne- og ungdomspsykiatrien i et interview med BEDRE PSYKIATRIs magasin ”Ressource”.

I dag er det tre år siden, at hendes yngste datter blev indlagt med depression og spiseforstyrrelse. I dag har datteren fået diagnosen Aspergers Syndrom, og familien har lært at indrette tilværelsen for den yngste, så hverdagen kan fungere for hende.

1. september sidste år blev Christina W. Bojlén ansat som forældrementor på afsnittet for børn og unge med spiseforstyrrelser på Børne-og ungdomspsykiatrisk Center.

I alt er der blevet ansat fire forældrementorer på fire forskellige børne- og ungdomspsykiatriske afsnit på centret. Alle er forældre, som selv har haft et barn indlagt.

I BEDRE PSYKIATRI er generalsekretær Thorstein Theilgaard ikke i tvivl om, at det er en rigtig god idé at ansætte forældre som mentorer, så de kan hjælpe andre forældre, der har et sygt barn.

- Når dit barn bliver ramt af psykisk sygdom så er det hele grundlaget for dit liv, der bliver rystet. At du i den situation kan møde nogle mennesker med erfaring som selv har oplevet noget af det du står i, er simpelthen guld værd, siger han.

Og spørger man Thorstein Theilgaard er han sikker på, at det ikke kun er forældrene, der har gavn af mentorerne – han peger på, at der formentlig også er en gevinst for hospitalerne og hele samfundet:

- Hvis man skal se på sådan en investering med samfundsøkonomiske briller, så tror jeg, at udgifterne til disse mentorer kommer ind igen rigtig mange gange. Og jeg håber, at det er et projekt vi fremadrettet vil se at andre regioner også kan se fornuften i, siger han.

Forsøget fortsætter i hele 2016 på afdelingerne i Glostrup og Bispebjerg, og derefter skal det besluttes, om det skal forlænges.

Af Marie Barse og Anne Randby Toft

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • mentorer
  • psykiatri
  • pårørende
  • psykisk sygdom
  • thorstein theilgaard
  • bedre psykiatri

Kontakt

Knud Aarup

Pressekontakt Landsformand 21328184

Thorstein Theilgaard

Pressekontakt Generalsekretær 21 24 11 91

Jesper Nissen

Pressekontakt Pressechef 24 76 54 16