Pressemeddelelse -

Mislykket kortlægning af retspsykiatrien

Den nye rapport, der skulle kortlægge årsagerne til den voldsomme stigning i antallet af retspsykiatriske patienter, som Sundhedsministeriet har offentliggjort torsdag er desværre mangelfuld og undlader at komme til bunds i nogle af de mest åbenlyse udfordringer i retspsykiatrien.

Sådan lyder det fra BEDRE PSYKIATRIs formand Birgit Elgaard, der kalder rapporten fra udvalget under Sundhedsministeriet for en ”en halvfærdig skrivebordsmanøvre.”

”Det blinker rødt i retspsykiatrien, og antallet af psykisk syge, der har fået en dom er de senere år eksploderet. Det er her, vi finder nogle af landets svageste og allermest psykisk syge borgere – og retspsykiatrien er ikke tjent med en så vag og utilstrækkelig afdækning. Der er flere elementer på spil, end denne rapport ligger op til,” lyder det fra Birgit Elgaard.

Hun påpeger, at man i udvalget blandt andet ikke tilstrækkeligt har gravet i, hvordan de almindelige psykiatriske afdelinger i dag ”producerer” retspsykiatriske patienter, fordi ressourcerne er små, og personalet er presset.

”Langt størstedelen af de psykisk syge, der får en dom befinder sig i den almene eller den ambulante psykiatri. Vi ved, at personalet i det almindelige psykiatriske system mangler ressourcer og hænder i en hverdag med meget syge patienter, hvor tingene risikerer at spidse til” siger hun, og påpeger, at en anden kendt årsag er, at personalet mangler viden og efteruddannelse i, hvordan man forebygger tilspidsede og voldelige situationer:

”Vi ved, at personalet mangler kompetencer og efteruddannelse til at håndtere disse vanskelige situationer. Undersøgelser viser, at det er et stort problem, og at det er en af årsagerne til, at flere situationer løber af sporet – og så kan det netop ende med en dom,” siger Birgit Elgaard.

Det er BEDRE PSYKIATRIs forventning, at regeringen oven på udvalgsarbejdet kommer med et udspil til, hvordan de vil løse udfordringerne i retspsykiatrien.

”Politikerne står med en stor opgave i det nye år, når det handler om at løse problemerne i retspsykiatrien. Vi håber meget på, at politikerne er klar til at lytte, for hvis de udelukkende bruger denne rapport som grundlag, så ender vi med at lave forkerte løsninger, og det går både ud over patienter, pårørende og personalet,” siger hun.

For yderligere kommentarer: Kontakt BEDRE PSYKIATRIs formand Birgit Elgaard, tlf. 23989425 

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • psykiatri
  • bedre psykiatri
  • retspsykiatrien
  • birgit elgaard
  • sundhedsministeriet

Kontakt

Jesper Nissen

Pressekontakt Pressechef 24 76 54 16