Pressemeddelelse -

Jydekrogen er ikke en myte

Mens godt 50 pct. af sjællænderne har købt deres sidste bil med træk til trailer, gælder det, at hele 66 pct. af jyderne har valgt at lade bilen udstyre med anhængertræk.

Sådan lyder svaret blandt danske bilejere mellem 18 og 74 år i en ny undersøgelse om bilkøb og det daglige bilhold, som BilBasen og analyseinstituttet YouGov står bag, og giver dermed belæg for, at ”jydekrogen” ikke blot skulle være en myte.

Tager man den direkte forskel på region Hovedstaden og region Midtjylland med i regnestykket, giver det yderligere grobund til at se det som et jysk fænomen.

Således har 70 pct. af midtjyderne udstyret bilen til en tur på genbrugsstationen og grænsebutikkerne, mens 44 pct. af bilejerne i Hovedstadsområdet har købt bilen med træk.

”Populært har man ofte og især på Sjælland kaldt anhængertræk til bilen for ”jydekrogen” og henvist til, at det især er jyderne, der lader bilen udstyre – den påstand viser nu også at holde vand statistisk set,” forklarer markedsanalytiker hos BilBasen, Jan Lang.   

Herre i egen bil

Undersøgelsen understreger også et særligt behov blandt jyderne til ikke at være afhængige af andre. I den sammenhæng er 85 pct. af jyderne enige om, at den vigtigste grund til at udstyre bilen med træk er, at de selv vil have muligheden for at transportere større ting som møbler og storskrald, mens kun 2 pct. tilskriver direkte pladsmangel i bagagerummet som væsentligste årsag.

Derudover peger Jan Lang på, at biler med trækkrog typisk taber 5.000- 12.000 kroner mindre i værdi, når de skal sælges, og det kan selvfølgelig også spille ind i overvejelserne. 

Størst behov blandt børnefamilier på landet

Ganske logisk viser undersøgelsen også, at det med henholdsvis 70 og 74 pct. af respondenterne især er danske børnefamilier, bosiddende i landområder, der har købt bilen med anhængertræk. 

”Som det gælder med så meget andet, afhænger danskernes bilbehov generelt meget af deres familie- og boligsituation. Derfor giver det selvfølgelig også mening, at børnefamilier med flere personer i husstanden, og som bor længere væk fra byerne har et ekstra stort behov for selv at være i stand til at fragte større ting”, slutter Jan Lang.

Fakta

-  Har købt seneste bil med anhængertræk – Jylland: 66 pct.

-  Har købt seneste bil med anhængertræk – Sjælland: 50 pct.

-  Har købt seneste bil med anhængertræk – Midtjylland: 70 pct.

-  Har købt seneste bil med anhængertræk – Region Hovedstaden:44 pct.

-  Har købt seneste bil med anhængertræk – børnefamilie: 70 pct.

-  Har købt seneste bil med anhængertræk – beboer fra landområde: 74 pct.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er lavet af BilBasen i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Der er gennemført i alt 1118 CAWI-interview med danske bilejere i alderen 18-74 år i perioden 3-6 marts 2014.


Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • bilbasen
  • ebay
  • ebay classifieds
  • bilbasen minibiler
  • bilbasen og brugte biler

BilBasen er Danmarks største bilsite med formidling af køb og salg af alle typer af biler. Hjemmesiden startede i 1998 som en internetversion af den trykte publikation Bil Markedet. I dag er BilBasen en forretningsenhed i koncernen eBay Classifieds Group med mere end 300.000 besøgende hver måned. BilBasen er indholdsleverandør af bilstof til nogle af Danmarks ledende medier inden for motorbranchen.

Kontakt

Jan Lang

Pressekontakt Journalist PR-ansvarlig - eBay Motors 30 17 77 81

Relateret materiale