Nyhed -

Bloddonorerne opretter vampyrprofiler på kendt datingapp

Som noget helt nyt har GivBlod - Bloddonorer i Region H oprettet 2 vampyrprofiler på datingapp'en Tinder. Organisationen håber derved at nå ud til målgruppen på en sjov og anderledes måde, skriver Sjællandske.

- Vi oprettede de 2 vampyrprofiler sidste tirsdag, og i løbet af de første dage fik profilerne over 700 matches. Så det er gået over al forventning, siger Merle Wiborg Romose, som er ansvarlig for kampagnen ifølge avisen.

Målgruppen for kampagnen er københavnere i alderen 18-40 år. Der er oprettet en profil, som henvender sig til kvinder og en til mænd. Når der opstår et match inviteres vedkommende til speed date med en vampyr på Københavns Rådhus i forbindelse med Kulturnatten fredag kl. 18.00 - 24.00.

- Indsatsen i år har været meget fokuseret på mænd, og det har givet pote. Tiltag som samarbejde med PlayStation, CopenHell og The Old Barber Shop har betydet, at cirka 4.000 mænd har tilmeldt sig som bloddonorer indtil nu i 2015, siger Merle Wiborg Romose.

- Vi har nu set, at kampagnen virker. Over 700 af vores matches kommer fra mænd. Men vi er spændte på, om den også kan få dem det sidste stykke vej. Nemlig til at melde sig som bloddonor på fredag, slutter hun.

Related links

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • bloddonorer

Regions

  • Hovedstaden