Nyhed -

Hvorfor lever bloddonorer længere? Forskere vil undersøge fynboer

Bloddonorer har en lavere dødelighed end andre mennesker. Og dødeligheden bliver endnu mindre i takt med, hvor ofte man donerer blod, skriver Fyens Stiftstidende.

Hvordan det hænger sammen, ved man ikke. Men det er det, Det Danske Bloddonorstudie har til formål at finde ud af, og nu er studiet kommet til Region Syddanmark - som den sidste region.

- Det er allerede i gang på Sygehus Sønderjylland, og vi er lige i april gået i gang på Odense Universitetshospital, fortæller professor og forsøgsansvarlig i regionen, Torben Barington til avisen.

Studiet startede på udvalgte tappesteder i Region Hovedstaden og Region Midtjylland i 2010 og har siden omfattet alle tappesteder og nu også alle regioner.

- Planen er, at vi stille og roligt ruller det ud til alle tappesteder inklusiv vores blodbusser i løbet af dette år, siger Torben Barington.

Det Danske Bloddonorstudie fungerer ved, at når man giver blod, som man plejer, bliver der taget en prøve fra, som gemmes i en forskningsbiobank.

Ud fra den håber forskerne at få svar på, hvorfor bloddonorerne har en lavere dødelighed - om det skyldes gener, immunforsvar eller selve det at donere blod.

- Studiet gør det muligt at belyse spørgsmål, som er interessante for donorerne selv, da det vedrører deres sundhed og kan være med til at forklare, hvorfor de lever længere, siger Torben Barington.

Ønsker man at deltage, skal man blot vente til, man giver blod næste gang, hvor man vil få tilbuddet og information om, hvad det indebærer.

Som deltager skal man udfylde et spørgeskema om sit helbred, og man skal give lov til, at forskerne indhenter oplysninger om psykiske og fysiske sygdomme fra helbredsregistre.

Indtil videre har Det Danske Bloddonorstudie ifølge Torben Barington rekrutteret op mod 100.000 donorer på landsplan.

Related links

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • forskning

Regions

  • Syddanmark