Gå til indhold
Fakta om BMW, du sikkert ikke vidste

Blogindlæg -

Fakta om BMW, du sikkert ikke vidste

BMW lavede sin første elektriske bil i 1972 baseret på 1602-modellen. Bilen havde 50 hestekræfter og brugte 12 batterier. På dem kunne den køre 30,5 km ad gangen. Bilen kørte sammen med marathon-løberne til De Olympiske Lege i 1972 i München.

I 1937 blev en motorcykel fra BMW kåret som verdens hurtigste motorcykel. Motorcyklen havde en 500 kubik turboladet motor. Fartrekorden på 279,5 km/t blev sat på en motorvej i Tyskland af Ernst Jakob Henne og blev først slået 14 år efter.

BMW Group stiller mere end 100 cykler til rådighed for transport mellem de forskellige kontorer, mødelokaler og produktionssteder omkring hovedsædet i München. Siden cykelprojektets opstart i 2011 har næsten 11.000 medarbejdere gjort brug af tilbuddet. Dette svarer til at cykle otte gange rundt om jorden.

Selvom mange af BMW’s biler har seks cylindre, så er BMW’s globale hovedsæde i München designet således, at det rent arkitektonisk er bygget op af fire tårne, der skal symbolisere fire cylindre. Bygningen er tegnet af arkitekten Karl Schwanzer og stod klar til De Olympiske Lege i München i 1972.

BMW’s fabrik i Leipzig er et eksempel på, at kombinationen af natur og industri kan være til fælles udbytte. De åbne pladser på fabriksgrunden danner økologisk grobund for forskellige planter og dyr. Der er mere end 40 fuglekasser installeret i træer og på bygningsfacaderne. På grunden er der plantet 40 forskellige træsorter og buske, som er typiske for regionen.

De BMW medarbejderne, der er ansat på BMW’s fabrik i Leipzig får dagligt æblemost fra 230 æbletræer, som årligt giver en høst på over to tons.

Hvis man samlede alle de BMW biler, som produceres i Europa på en enkelt dag, ville det give et antal på 5.500 biler. Hvis alle disse biler blev linet op, ville det give en længde på 28 kilometer.

BMW var i 1959 i en alvorlig økonomisk krise og var på nippet til at blive solgt til rivalerne fra Daimler-Benz, der står bag Mercedes. Dette blev dog forpurret på en dramatisk generalforsamling med hjælp fra de mindre aktionærer og BMW forhandlerne. Aktionærerne og forhandlernes tillid til og tro på BMW imponerede en af virksomhedens store aktionærer, industrimagnaten Herbert Quandt, som fandt en alternativ løsning gennem drøftelser med koncernens direktion og samarbejdsudvalg.

Mange tror, at BMW’s logo skal ligne en flypropel, men det er faktisk ikke tilfældet. Logoet er en kombination af Bayerns nationalfarver og logoet for virksomheden Rapp Motorenwerke. Det var Rapp Motorenwerke, der i 1922 fusionerede med Bayerische Flugzeugwerke under navnet Bayerische Motoren Werke. Begge virksomheder havde under 1. verdenskrig fremstillet motorer til fly, men gik nu sammen om at lave motorcykler og siden biler under navnet BMW.

Parkeringssystemet i BMW i3 parkerer bilen helt selv. Du finder et egnet sted til parkering, trykker på en knap, slipper alt - og vupti er bilen parallelparkeret på selv den mindste villavej.

Den første bil, BMW producerede hed Dixi og havde 15 hestekræfter.

Grillen på en BMW er altid todelt og nyder kælenavnet ”nyrerne”, fordi den ligner… ja, et sæt nyrer.

BMW’s oplevelsescenter i München – BMW Welt – er den mest populære turistattraktion i regionen Bayern i Sydtyskland med over 3 millioner besøgende om året.

ECO PRO Mode hedder en lille knap, der har været standard i alle modeller siden 2011. Afhængig af din kørestil kan forbruget sænkes med op til 20 %.

BMW’s luksusbil 7-serien mærker også den grønne bølge. I seneste version har bilen tabt op til 130 kg på vægten. Det er sket ved brug af kulfiberforstærket plast.

I München og flere store byer i USA kan man nu lade sin BMW fra lygtepæle med indbygget strømudtag.

BMW solgte flere end 62.000 elektrificerede køretøjer i 2016. BMW i3 kører blandt andet for politiet i Los Angeles og brandvæsnet i London.

BMW i3 er verdens første serieproducerede bil, hvor der er brugt kulfiberforstærket plast i hele bilens konstruktion. Kulfiber er mindst lige så stærkt som stål, men 50 % lettere.

95 pct. af materialerne i elbilen BMW i3 kan genanvendes.

Siden 2006 har BMW reduceret energiforbruget med 35 %, hver gang en bil forlader samlebåndet et eller andet sted i verden.

Næsten 60 % af alle BMW modeller produceret i 2016 forlod fabrikken på et tog. Det sparede alene vejene i Tyskland for 13.000 ture med tunge lastbiler.

På BMW’s fabrik i Spartanburg i USA kører alle gaffeltruks på brint i stedet for batterier.

Emner

Kategorier

Kontakt

Mette Bøgeskov Lolholm

Mette Bøgeskov Lolholm

Pressekontakt Corporate Communications Manager BMW og MINI +45 22 139 229

Ren køreglæde

Alle ovenstående informationer er gældende for tidspunktet, hvor den pågældende pressemeddelelse er udgivet. Informationerne kan ændre sig ligesom specifikationer og funktioner i pressemeddelelserne kan variere fra marked til marked. BMW Danmark forpligter sig ikke til at opdatere disse udsagn.

BMW Danmark A/S importerer biler, motorcykler, reservedele og tilbehør af mærkerne BMW og MINI.

Salg og service udføres af ni autoriserede forhandlere og 17 serviceværksteder.

BMW Danmark er i 2023 – for 12. år i træk – kåret som vinder i kundetilfredshedsundersøgelsen AutoIndex for at have de mest tilfredse og de mest loyale bilejere.