Pressemeddelelse -

Fra Aalborg til Spaniernes egen solkyst

Bravo Tours tilbyder nordjyderne et hidtil ukendt ferieparadis ved Middelhavet
Alle kender Costa del Sol. Tusinder af danskere har holdt ferie på Solkysten, og mange har slået sig ned permanent og erstattet dansk regn og råkulde med spansk sol og varme.

Kun få udlændinge har opdaget, at der ligger en mindst lige så attraktiv, 217 kilometer lang kyststrækning øst for Solkysten - Costa de Almería, der lige som Costa del Sol er en del af den autonome provins Andalusien.

Faktisk var det turistchefen i regionens hovedby, Almería, der i 1928 begyndte at benytte betegnelsen Costa del Sol i markedsføringen. Senere blev kysten omkring Málaga kendt som Solkysten, og Almería mere eller mindre glemt.

Spanierne beholdt og bevarede dog Costa de Almería som deres eget moderne feriested. I modsætning til Costa del Sol er Costa de Almería ikke fyldt med engelske barer, og prisniveauet er langt lavere end på alle andre spanske feriesteder.

Bravo Tours flyver fra maj 2014 til Almería, hvor selskabet har hoteller i forstæderne Aguadulce, Roquetas de Mar og Almerimar.

- Vi har afprøvet de tre ferieområder i 2013 til stor tilfredshed og glæder os meget til at tilbyde de smukke strande og det andalusiske bagland til nordjyderne, siger Bravo Tours administrerende direktør, Peder Hornshøj.

Fæstningen
Når man færdes i Almería, er det umuligt at undgå at lægge mærke til de historiske minder. Alle Middelhavsområdets dominerende folkeslag - fønikere, kartageniensere, grækere og romere - har drevet handel herfra. Romerne regerede i det tredje århundrede og kaldte byen Porto Magnus, den store havn.

Araberne kom i det tiende århundrede og skabte i 1019 et muslimsk kongerige. Navnet Almería betyder ”spejlet” på arabisk, men navnet kan også være en afledning af det arabiske navn for udsigtstårn.

Under alle omstændigheder var det vigtigt for araberne, maurerne, at holde øje med deres fjender og at holde dem væk. Fæstninger dominerer langs kysten, og det største af dem alle er Almerías Alcazaba (betyder fæstning med ringmur på arabisk).

Fæstningen med tårne, boliger, torve og moské er byens hovedattraktion. Udsigten fra toppen er formidabel, og kaliffens folk havde alle muligheder for at holde sørøvere og andre fjender på afstand - blandt andet med metoder, der ikke kan omtales i en pæn avis.

Tapas
Man ser det straks. Og glemmer det sent. Almería er et eldorado (spansk-arabisk for rigdom og uanede muligheder) af tapasbarer. Man kan gå fra bar til bar og få en drink med en tilhørende lille ret for et par euro, eller man kan bænke sig og spise sig mæt i lækre blæksprutter, muslinger, kødretter, empanadas, oliven og andre herligheder ledsaget af vand og rødvin. Og tilmed få serveret en farvel-og-tak-for-i-dag-og-kom-snart-igen-sherry, mens man betaler regningen på 16 euro.

Uden for barerne skinner solen 325 dage om året, og på strandene vrimler det med blege danskere - dog ikke på Costa de Almería. Endnu. Men det agter Bravo Tours at lave om på. Danmarks tredjestørste rejsearrangør sender de første fly af sted 16. maj og forventer at sende 6.500 danskere til regionen det første år.

Ud over de fristende lange strande og de utallige tapasbarer venter der danskerne et ufrugtbart andalusisk bagland med smukke ørkenlandskaber og drivhuse med et samlet areal som Als. Her dyrkes 90 procent af Europas grøntsager.

Længere inde i landet ligger en anden af maurernes fantastiske fæstningsværker, Alhambra, finansieret af udbyttede spanieres værdier og arbejdskraft. Det 700 år gamle pragtværk er Spaniens mest besøgte attraktion med 6.000 gæster dagligt.

Maurernes sidste bastion i Spanien er så prægtig, at man bør afsætte en hel dag til et besøg i sultanernes fæstningspalads og deres nærliggende sommerresidens, det imponerende have- og parkanlæg Generalife.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • Bravo Tours
  • spanien
  • costa de almería
  • aalborg
  • sommerferie
  • rejser
  • ferie

Bravo Tours er blandt Danmarks tre største rejsebureauer med rejser til spændende og populære rejsemål over hele verden – altid med dansktalende rejseledere.

Bravo Tours tilbyder  Solferie, Safari, Rundrejser, Golfrejser, Kombinationsrejser. Oplevelsesrejser og Grupperejser, der giver minder for livet.

Bravo Tours har hovedkontor i Herning og et salgskontor i København.

Bravo Tours er medlem af charterrejsearrangørernes brancheorganisation (RiD) og Rejsegarantifonden og følger altid Rejseankenævnets retningslinjer og afgørelser.

Kontakt

P

Gitte Søndergaard

Pressekontakt Kommerciel direktør Mobil: +45 21 74 79 00

Relateret materiale