Pressemeddelelse -

Fredagsstart i Dell Technologies Championship - anden playoff turnering på C More Golf

Første FedEx Cup Playoff turnering skuffede ikke. En tvekamp mellem to af de absolut bedste spillere i verden endte ud med Dustin Johnson som vinder over Jordan Spieth i et spektakulært omspil.

Spieth får hurtig mulighed for revanche
Nu gælder det Dell Technologies Championship, hvor yderligere 30 spillere skal sies fra ,inden en uges fortjent turneringspause venter spillerne.
Særligt en af grupperne i denne uge tilkalder sig ekstra stor opmærksomhed. Efter sidste uges turnering ligger Dustin Johnson og Jordan Spieth nu henholdsvis nummer et og to på både verdensranglisten og i FedEx Cuppen. De er blevet sat i bold sammen og får følgeskab af verdens nummer seks Justin Thomas. Spieth får dermed chancen for at viske tavlen ren allerede få dage efter det sviende nederlag i Northern Trust.

Det er muligt, at Spieth og Johnson stjal billedet i sidste uge, men Dell Technologies Championship har i sandhed meget andet at byde på. Igen er alle stjerner til start, og nogle af dem står igen i en svær situation i forhold til avancement.
Der bør især holdes et vågent øje med Rory Mcilroy, som sidste år vandt på TPC Boston. Mcilroy er sikker på avancement til BMW, men fra en placering som nummer 43 er han stadig ikke sikker på at skulle spille Tour Championship.
En der ikke er sikker på avancement, er Bubba Watson. Bubba rykkede sidste uge indenfor top 100 via en top 10 placering, men fra placeringen som nummer 72 er han pisket til at levere i denne uge, hvis ikke sæsonen skal være slut for hans vedkommende. Bubba mistede sidste år cuttet på TPC Boston.

Henrik Stenson, JB Holmes, Scott Piercy og Brandt Snedeker er ikke til start i Boston, og det har reduceret feltet til 96 spillere. Dermed er der med meget stor sandsynlighed allerede navn på tre af de spillere, som ikke kvalificerer sig til BMW Championship. Scott Piercy (94) og JB Holmes (88) er begge ude, og Brandt Snedeker (68) skal være mere end heldig for at klare sig videre. Det vil dog kun være kosmetisk, da Snedeker er ude med en skade, og ikke kommer til at spille uanset.
Henrik Stenson (22) er derimod sikker på avancement.

Tre Mulige vindere

Rory Mcilroy
Indrømmet, Mcilroy viste ikke noget af sit bedste spil i sidste uges Northern Trust, og han har i det hele taget ikke gjort det på det seneste. Han har samtidig meldt ud, at han spiller FedEx Cuppen og yderligere en turnering for derefter at holde en længere pause. Ikke umiddelbart den bedste mentale tilgang til succes. Rory vandt dog denne turnering på samme bane i 2016, og han lignede på det tidspunkt bestemt heller ikke en spiller, der skulle gøre sig gældende i FedEx Cuppen 2016.
På trods af mange grunde til ikke at have Rory på denne liste, kan man stadig ikke komme udenom, at han muligvis er verdens bedste golfspiller, når formen er der, og den har det med at komme pludseligt hos Mcilroy.

Rickie Fowler
Fowler var i delt føring efter to runder i sidste uge, og rigtig mange forventede, at han skulle være en afgørende faktor søndag eftermiddag. Fem bogeys på de første seks huller lørdag satte dog en hurtig stopper for det, og det blev i stedet en meget anonym weekend for den populære amerikaner, der måtte tage til takke med en 20. plads.
Det ændrer dog ikke på ,at Fowlers sæson har været forrygende, han har ikke mindre end ni top ti placeringer i denne sæson med sejren i Honda Classic som højdepunktet.
Fowler vandt samtidig på TPC Boston så sent som i 2015.

Charley Hoffman
Hoffman er sikret avancement i FedEx Cuppen fra en placering som nummer ni, men han har til gengæld maksimalt pres på for at sikre sig den endelige plads på det amerikanske Presidents Cup hold. Hoffman ligger lige nu som nummer 10, med Kevin Chappell lige i hælene. Når Hoffman rammer formen, kan han være svær at have med at gøre. En nylig andenplads i Canadian Open og en tredjeplads i WGC turneringen på Firestone vidner om, at han har gjort netop det. Hoffman havde delt laveste runde søndag i Northern Trust med 65 og har tidligere gjort det godt på TPC Boston med blandt andet en sejr i 2010 og en udelt tredjeplads i 2015.

Sendetider:

Featured Groups live Aftensending live
Fredag 14.30 – 00.30 21.00 – 00.30
Lørdag 14.30 – 00.30 20.30 – 00.30
Søndag 14.30 – 00.30 18.00 – 00.00
Mandag 14.30 – 00.30 17.30 – 00.00

Jesper Knudsen er i denne uge klar på C More Golf til at guide seerne igennem i alt 20 timers livegolf. I de to finalerunder sidder Jeppe Huldahl med som ekspert.


FedEx Cup facts

FedEx højdespringer: Bubba Watson - 41 pladser (frem til nummer 72)

FedEx nedtur: Hideki Matsuyama - mistede et kort put på 36. hul for at miste cuttet, og måtte se til fra sidelinjen, da han strøg fra nummer et til fem på listen.

FedEx optur: Harold Varner III - spillede sig for anden uge i træk inden for en placering til avancement. Varner er nu placeret som nummer 91, og han skal dermed spille endnu en god turnering for at klare skærene.

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • charley hoffman
  • rickie fowler
  • brandt snedeker
  • jb holmes
  • henrik stenson
  • tpc boston
  • fedex cup playoffs
  • playoffs
  • rory mcilroy
  • pga tour
  • jordan spieth
  • fedex cup
  • dustin johnson
  • c more golf
  • c more

C More Golf er en streamingtjeneste, hvor du får mulighed for at vælge mellem flere forskellige features under samme turnering, og ofte kan du vælge mellem flere forskellige turneringer på samme tid.

C More Golf viser alt fra PGA Tour, og har samtidig rettigheder til Tour Champions og Web.com Tour.
På C More Golfs 24 timers kanal vises der golf døgnet rundt.

Der findes også mulighed for at se C More Golf på almindeligt digitalt TV. Kontakt da din udbyder for yderligere information.

Kontakt

Jacob Panum

Pressekontakt PR- og SoMe-ansvarlig Film og serier +45 25 37 04 55

Johnny Jensen

Pressekontakt Film- og serieredaktør Film og serier +45 26 70 71 25