Pressemeddelelse -

RBC Canadian Open på C More Golf

Det afgørende FedEx slutspil nærmer sig med hastige skridt, men inden vi når så langt, skal en vinder findes i en af de helt gamle og traditionsrige turneringer - RBC Canadian Open. Canadian Open er den tredje ældste turnering på PGA Tour kun overgået af US Open og British Open. Hele 22 spillere har taget turen fra The Open videre til Canada for at deltage i den 108. udgave af turneringen.

Afdøde Arnold Palmer tog sin første professionelle sejr i denne turnering i 1955 på et tidligt tidspunkt i karrieren, hvor han ovenikøbet gik med tanker om en anden levevej, da pengene ikke længere slog til til en professionel golfkarriere. De 2400 dollars i førstepræmie gav ham muligheden for at fortsætte yderligere en sæson. Resten er historie med hele syv majorsejre i karrieren og mere end 80 sejre på verdensplan. Netop denne sejr betød så meget for Palmer, at Canadian Open trofæet var et af kun tre trofæer på hans kontor ved hans død i september 2016.
Canadian Open har i år valgt at hædre Arnold Palmer, og søndag i turneringsugen er derfor blevet døbt Arnold Palmer dag. De første 5000 tilskuere gennem portene modtager en speciallavet AP55 mønt. En flot gestus af turneringsarrangørerne, som helt sikkert vil blive taget godt imod.

Største stjerne til start er Dustin Johnson. Verdens nummer et har ikke haft det helt så nemt, efter han faldt på en trappe lige op til US Masters i april. Det skete på et tidspunkt i sæsonen, hvor han var helt urørlig, og lige var kommet ud af en sejrsstime på tre i træk. De seneste optrædener er endt med mistede cuts i både The Memorial og US Open, og i sidste uges British Open blev det til en anonym placering som nummer 55 efter en skrækkelig afslutningsrunde i 77 slag (dårligste i feltet). Det skal der rettes op på i Canadian Open.
Stabile Matt Kuchar er også til start i Canada. Kuchar var i sidste uge uhyggeligt tæt på sin første Majorsejr, men Jordan Spieth ville det anderledes, og fandt i en ellers skidt runde storspillet frem på de sidste huller, og tog sejren for næsen af den sympatiske amerikaner.

Turneringen bliver for 28. gang spillet på Glen Abbey Golf Club, og forsvarende mester i turneringen er Venezuelanske Jhonattan Vegas.

Tre mulige vindere:

Dustin Johnson
Verdens nummer et er på trods af de seneste ugers vanskeligheder et godt bud på en vinder i denne uge. DJ har tidligere to andenpladser i turneringen i henholdsvis 2013 og 2016. Johnson har stadig et stort hul på verdensranglisten, på trods af at Spieth tog 100 point og rykkede noget nærmere som nummer to. Samtidig rykkede Spieth forbi Dustin på FedEx Cuppen, og der er ingen tvivl om, at den langtslående amerikaner har det bedst på toppen. DJ vil være meget opsat på at finde formen igen og tage en sejr i denne uge.

Adam Hadwin
Adam Hadwin har haft en mindeværdig sæson på PGA Touren. I januar måned gik Hadwin en sjælden 59’er i tredje runde af Careerbuilder Challenge for dog i sidste ende at blive henvist til andenpladsen. To måneder senere kom den første sejr i Valspar Championship, og så blev han i øvrigt gift kort efter sejren. De seneste måneder har til gengæld ikke været bemærkelsesværdige, men måske lokal opbakning og hjemmebane kan sætte gang i spillet igen for Hadwin. Han må være det bedste bud på at bryde den canadiske forbandelse i turneringen, ingen canadier har vundet Canadian Open siden Pat Fletcher i 1954.

Ian Poulter
Den karismatiske englænder har haft en turbulent sæson med et mistet PGA Tour kort og en generhvervelse, efter at kollegaen Brian Gay gjorde touren opmærksom på en regnefejl.
Kort tid efter udnyttede Poulter regnefejlen maksimalt med en andenplads i den store Players Championship, hvor man meget atypisk så en Poulter, der åbenlyst spillede for at holde sig i toppen af leaderboardet og ikke for at vinde.
Andenpladsen gav Poulter ro på, og formkurven har siden været stigende med et hav af klarede cuts. Sidste uges 14. plads i The Open vidner om at Poulter. igen er ved at være klar til at kæmpe med om sejre, og også gå efter den hvis han får chancen.

RBC Canadian Open kan følges på C More Golf hvor Jesper Knudsen i denne uge sidder klar ved mikrofonen

Sendetider:

Featured Groups liveAftensending live
Torsdag13.00 - 00.0021.00 - 00.00
Fredag13.00 - 00.0021.00 - 00.00
Lørdag19.00 - 00.00
Søndag19.00 - 00.00

Torsdag og fredag vil der fra klokken 13.00 især være fokus på disse spillere i featured groups.

Featured Groups:

Torsdag:
Mackenzie Hughes / Scott Piercy / Ernie Els
Bubba Watson / Graeme McDowell / Matt Kuchar

Fredag:
Grayson Murray / Adam Hadwin / Nick Taylor
Dustin Johnson / Jhonattan Vegas / Jim Furyk

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • glen abbey
  • adam hadwin
  • ian poulter
  • arnold palmer
  • pga tour
  • canadian open
  • rbc canadian open
  • matt kuchar
  • jordan spieth
  • dustin johnson
  • fedex cup
  • c more golf
  • c more


C More Golf er en streamingtjeneste, hvor du får mulighed for at vælge mellem flere forskellige features under samme turnering, og ofte kan du vælge mellem flere forskellige turneringer på samme tid.

C More Golf viser alt fra PGA Tour, og har samtidig rettigheder til Tour Champions og Web.com Tour.
På C More Golfs 24 timers kanal vises der golf døgnet rundt.

Der findes også mulighed for at se C More Golf på almindeligt digitalt TV. Kontakt da din udbyder for yderligere information.

Kontakt

Jacob Panum

Pressekontakt PR- og SoMe-ansvarlig Film og serier +45 25 37 04 55

Johnny Jensen

Pressekontakt Film- og serieredaktør Film og serier +45 26 70 71 25