Pressemeddelelse -

The Memorial Tournament et af årets store højdepunkter på C More Golf

Golflegenden Jack Nicklaus har inviteret Søren Kjeldsen og resten af verdenseliten til højbords på Muirfield Village i The Memorial Tournament.

Et af årets helt store højdepunkter løber af stablen i denne uge i The Memorial Tournament. Jack Nicklaus, den mest succesfulde golfspiller gennem tiderne med 18 majortitler til sit navn, har endnu engang sendt invitationerne ud, og der er igen i år lagt op til en sand golffest.

Som altid spilles The Memorial på Muirfield Village, som den er blevet det siden turneringens første år i 1976. En bane som især Tiger Woods har en særdeles god statistik på med fem sejre i karrieren.
De seneste to udgaver er dog endt ud med nogle mere overraskende vindere i David Lingmerth i 2015 og William Mcgirt i 2016.

Muirfield Village er en af de få baner på årets kalender, som Søren Kjeldsen allerede har stiftet bekendtskab med. For en kort bemærkning skal han dermed ikke føle sig som rookie i denne uge. Det kan sagtens vise sig at blive en fordel.
Søren havde debut i The Memorial sidste år, og han har allerede bevist, at banen passer ham. En 64’er på moving day gav ham sidste år fornuftige vinderchancer, men med 74 søndag blev det i sidste ende til en godkendt 20. plads.
Der skal krydses fingre for, at Kjeldsen kan forbedre det resultat i denne uge. I skrivende stund ligger Kjeldsen nummer 122 på FedEx Cuppen, og det er som bekendt 125 der ender med en plads i det ekstremt lukrative FedEx Cup slutspil. Det begynder at spidse lidt til for Søren. Forhåbentlig bliver der skrabet en stor sjat point ind i denne uge, så der kan komme lidt ro på, og Kjeldsen i stedet kan begynde at fokusere på placeringerne foran fremfor bagved.
Der er 500 FedEx Cup point til vinderen af turneringen, som er normalen for PGA Tour turneringer, på trods af at præmiesummen er en af de højeste for året med hele 8,7 millioner dollars.

Verdens nummer et, Dustin Johnson, leder feltet an, i et felt der tæller 11 spillere fra verdens top 20.
Der er stadig ikke nogen, der har formået at sætte mere end et skinangreb ind på Johnsons trone. Samtidig fortsætter DJ med at skovle point ind til verdensranglisten. Han har nu et 4,6 points forspring ned til Rory Mcilroy, som ovenikøbet ikke er i stand til at spille The Memorial, på grund af den skade han pådrog sig i ribbenene tidligere i år. Nærmeste spiller på verdensranglisten er Jason Day som nummer tre.

Tre mulige vindere:

Dustin Johnson (verdensranglisteplacering 1)
De seneste to turneringer har for DJ langt fra været hans bedste, så en 12. og 13. plads i henholdsvis Players og AT&T Byron Nelson må siges at være mere end godkendt. 13. pladsen er faktisk den dårligste placering siden februar for Dustin Johnson. Det ser ud til at den langtslående amerikaner, i år har knækket koden til at vinde turneringerne, hvor det tidligere oftest er blevet til et hav af topplaceringer.
Det er nok mere den mentale del, der skal forklare den udvikling. Nu hvor Dustin Johnson har fået papir på, at han ér verdens bedste golfspiller, så virker det som om, han slapper mere af i forhold til at lukke turneringerne af til sejr.
Hidtil bedste resultat i The Memorial kom sidste år med en udelt tredjeplads.

Tony Finau (verdensranglisteplacering 66)
Endnu en longhitter der bør have fine chancer for at vinde i denne uge.
Finau har en 8. og en 11. plads de seneste to år i Memorial, og hans spil passer tilsyneladende rigtig godt til banen. Han har samtidig været solid de sidste måneder med to fem placeringer i de seneste syv spillede turneringer.
Finau har stadig kun en PGA Tour sejr, som kom i Puerto Rico sidste år. Der kunne godt være en chance for, at han fordobler det antal i denne uge.

Jon Rahm (verdensranglisteplacering 9)
Intet ser ud til at kunne stoppe Rahmbo. 
Rahm har endnu ikke været professionel i et år, og er nu oppe som en helt vanvittig nummer ni i verden og fire i FedEx Cuppen. Meget tyder på at vi lige nu ser den næste store verdensstjernes første skridt på PGA Touren.
Seks top fem placeringer i de sidste 10 starter, deriblandt hans ene sejr som kom i Farmers Insurance Open tidligere på året. 
Det er svært at argumentere for, at Rahm ikke præsterer på højeste niveau igen i denne uge, og han er derfor endnu engang med som en mulig vinder.


C More Golf dækker The Memorial Tournament massivt med mere en 40 timers livegolf torsdag-søndag.
Jesper Knudsen vil øse ud af sin ekspertise igennem hele ugen, og får i weekenden besøg af ekspertkommentator Andreas Hartø.

Featured GroupsAftensending live
Torsdag13.30 - 00.3020.30 - 00.30
Fredag13.30 - 00.3020.30 - 00.30
Lørdag14.15 - 00.00 18.30 - 00.00
Søndag14.10 - 00.0018.00 - 00.00

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • jack nicklaus
  • the memorial
  • muirfield
  • jon rahm
  • søren kjeldsen
  • pga tour
  • jason day
  • fedex cup
  • dustin johnson
  • c more golf
  • c more

C More Golf er en streamingtjeneste, hvor du får mulighed for at vælge mellem flere forskellige features under samme turnering, og ofte kan du vælge mellem flere forskellige turneringer på samme tid.

C More Golf viser alt fra PGA Tour, og har samtidig rettigheder til Tour Champions og Web.com Tour.
På vores 24 timers kanal vises der golf døgnet rundt.

Der findes også mulighed for at se C More Golf på almindeligt digitalt TV. Kontakt da din udbyder for yderligere information.

Kontakt

Jacob Panum

Pressekontakt PR- og SoMe-ansvarlig Film og serier +45 25 37 04 55

Johnny Jensen

Pressekontakt Film- og serieredaktør Film og serier +45 26 70 71 25