Nyhed -

Små virksomheder erkender ikke stressproblemer

Kun hver tiende virksomhed oplever, at de har et stressproblem, selvom flere små og mellemstore virksomheder har langtidssyge medarbejdere. Virksomhederne skal erkende udfordringen og arbejde med forebyggelse, mener ekspert.

Mere end hver anden lille eller mellemstore virksomhed med op til 250 ansatte har inden for de sidste to år haft en eller flere medarbejdere, der har været sygemeldte mere end tre uger i træk. Det viser en ny undersøgelse, som Radius og Userneeds har foretaget blandt 406 ledere og beslutningstagere i små og mellemstore virksomheder.

Den hyppigste årsag til det langvarige sygefravær i undersøgelsen er stress. Alligevel svarede kun hver tiende, at stress i høj eller meget høj grad er et problem i deres virksomhed.

Resultaterne peger på, at stress fortsat er et svært at italesætte og håndtere for mange virksomheder.

Manglende fokus og forebyggelse

Mange af virksomhederne har ikke nok fokus på, hvad der skaber stress, eller på hvordan man strategisk kan forebygge det. Det mener Dorte Rosendahl Kirkegaard, der som seniorkonsulent hos Cabi beskæftiger sig med forebyggelse og håndtering af sygefravær på grund af stress.

Hun oplever selv i sit eget arbejde, at der er tendenser til, at man ikke anerkender problemerne med stress ude i virksomhederne:

”Jeg holder mange oplæg for ledergrupper, og når jeg spørger til, hvor deres organisation har særlige udfordringer i forhold til stress, er svaret ofte: ’Vi har ikke rigtig problemer med stress her. Når der er et stresstilfælde, så er det ofte, fordi det er noget personligt’,” siger hun til Ugebrevet A4.

Men den indstilling gør, at virksomheder risikerer at misse en oplagt chance for at forebygge stress.
Dorte Rosendahl Kirkegaard mener, at flere virksomheder i deres håndtering af stress glemmer at spørge, hvad der gik galt, og om de kunne gøre noget anderledes.

Virksomheder skal erkende udfordringen

Ifølge Dorte Rosendahl Kirkegaard er det helt afgørende, at virksomhederne erkender stress som en udfordring, og at de også arbejder systematisk med at forebygge det.
Virksomhederne skal ikke først sætte ind med initiativer som psykologhjælp, når medarbejderen er stresset eller er godt på vej til at blive det.

”Det skal op på strategisk niveau på øverste ledelsesplan i enhver virksomhed uanset størrelse. Man skal sætte sig ned og spørge sig selv: Hvad er særligt udfordrende for os?”, siger Dorte Rosendahl Kierkegaard til Ugebrevet A4.

Læs om undersøgelsen her

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • arbejdsmarked
  • csr
  • sygefravær
  • virksomhed
  • stress
  • forebyggelse

Kontakt

Dorthe Lundh

Pressekontakt Presseansvarlig Kommunikation og Marketing 4016 3101

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126