Nyhed -

ARBEJDE PÅ EFTERLØN - SOM LØNMODTAGER

Den 20. april 2016

Af: Jurist, Mikkel Karst

Du må arbejde så meget du vil, men de timer du arbejder medfører fradrag i din efterløn, som udgangspunkt time for time.

En uges fuld efterløn svarer til 37 timer. Hvis du derfor i en uge har haft f.eks. 6 timers arbejde, trækkes timerne fra de 37, og der udbetales efterløn for 31 timer, således at du får 31/37 af din fulde efterløn i den uge. Hvis din timeløn er under 225,13 kr. (2016) vil fradraget på grund af de særlige regler om ”nedsat” fradrag” som udgangspunkt blive mindre, se nedenfor.

Bemærk, at det er som udgangspunkt ikke lønarbejde, hvis du arbejder i en virksomhed, der ejes eller drives af din ægtefælle eller i en virksomhed, som er bortforpagtet af dig eller af din ægtefælle.

Ukontrollabelt arbejde
I visse situationer kan arbejdet være af en sådan karakter, at en arbejdsgiver ikke har mulighed for at kontrollere, hvor mange timer man arbejder, f.eks. hvis man er provisionslønnet. I disse tilfælde omregnes lønnen til timer ved brug af en fast omregningssats, som er 225,13 kr. (2016). Har man f.eks. haft en indtægt på 3.000 kr. omregnes indtægten til (3.000 : 225,13) = 13,32 timer, som skal fradrages i efterlønnen.

Nedsat fradrag for arbejde op til 36.840 kr.
Hvis din timeløn ved lønarbejde er under 225,13 kr. (2016), får du et nedsat fradrag i din efterløn. Men kun for lønindtægten af de første 36.840 kr. (2016) i hvert kalenderår. Arbejdet skal være kontrollabelt arbejde. Fradraget i efterlønnen beregnes ved at omregne indtægten til timer med omregningssatsen på 225,13 kr.

Eksempel:
Hvis du arbejder 20 timer i en uge til en løn på 180 kr. i timen, skal der ikke fradrages 20 timer, men: 20 x 180 kr. = 3.600 kr.: 225,13 kr. = 15,99 timer.

Beløbet på 36.840 kr. bliver nedskrevet med al lønindtægt, altså også løn for arbejde med en timeløn, der ligger over 225,13 kr. Beløbet på 36.840 nedsættes i forhold til, hvornår i kalenderåret man går på efterløn eller udtræder af ordningen.

Ved timeløn under 112,97 kr. gælder særlige regler

Er din timeløn ved lønarbejde under 112,97 kr., skal beløbet 112,97 kr. (2016) bruges som fastsat timeløn i forhold til beregningen af det nedsatte fradrag. Den fastsatte timeløn på 112,97 kr. er således den ”nedre beløbsgrænse” for en timeløn, der kan beregnes med.

Eksempel:
Hvis du arbejder 20 timer i en uge til en løn på 99 kr. i timen, skal der ved beregning af fradrag derfor benyttes en timeløn på 112,97 kr., således at der fradrages:
20 x 99 kr. = 1.980 kr.: 112,97 kr. = 17,52 timer.

Den fastsatte timeløn på 112,97 kr. anvendes både, når der skal beregnes et nedsat fradrag i din efterløn, og når det beregnes, om du har passeret grænsen på de 36.840 kr.

Mindsteudbetaling
Hvis du i en uge har haft mere end 29,6 arbejdstimer, kan du ikke få efterløn for den uge. Det er fordi, der ikke kan udbetales efterløn for mindre end 7,4 timer i en uge på grund af den særlige mindsteudbetalingsregel.

Overarbejde
Har du mere end 37 timers lønarbejde i en uge, vil de timer der ligger ud over 37 timer blive overført og medføre fradrag i næste uges efterløn. Arbejder du fx 42 timer i én uge, vil du ikke kunne modtage efterløn i denne uge, og der vil blive fradraget 5 timer i din efterløn for den næste uge.

Frivilligt arbejde
Du kan udføre visse former for frivilligt arbejde, uden at det medfører fradrag i efterlønnen. Det er vigtigt, at du kontakter DANA, hvis du har frivilligt arbejde eller overvejer at tage det, så vi kan vejlede nærmere om, hvilken betydning reglerne om fradrag har for dit frivillige arbejde.

Emner

  • Erhverv

Kontakt

Lone Gammelgaard

Pressekontakt Bestyrelsesformand 97541017

Keith Fobian

Pressekontakt Adm. direktør 38387575

Bendt Nolsøe

Pressekontakt Salgs- og Marketingchef salg, marketing, kommunikation 52 18 77 98