Nyhed -

Dagpengekommissionen har offentliggjort sin rapport med forslag til et nyt dagpengesystem.

DANA finder, det er positivt, at rapporten indeholder forslag til, hvordan det kan blive muligt at optjene en forlænget dagpengeret på baggrund af småjobs og kortvarige ansættelser.

Det er DANAs vurdering, at der er brug for en regelforenkling og modernisering af dagpengesystemet, så reglerne passer til nutidens arbejdsmarked, og er gennemskuelige og forståelige. Det vil også betyde, at DANA kan bruge mindre tid og færre penge på administration og dermed frigøre midler og ressourcer til bedre at hjælpe de ledige med at komme i arbejde.

Kommissionen har ikke fremsat forslag om ændrede regler på området for selvstændige. Den oplyser, at på grund af kompleksiteten i dagpengesystemet for bl.a. selvstændige har kommissionen ikke haft den fornødne tid til en grundig gennemgang af området og til at vurdere konkrete anbefalinger. Den anbefaler, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal gennemføre en særskilt gennemgang af regelsættet om selvstændige.

Det foreslår dagpengekommissionen

  • FLEKSIBEL DAGPENGEPERIODE
    Man vil kunne få dagpenge i 2 år, men med mulighed for forlængelse i op til 1 år,
    hvis man tager småjobs, mens man er ledig. De timer, man arbejder, indsættes på
    en beskæftigelseskonto, der veksles til dagpengeret i forholdet 1:2.

I dag har man ret til dagpenge i 2 år. Der er ingen mulighed for forlængelse. Man skal
have haft arbejde svarende til fuldtidsarbejde i 1 helt år (1924 timer) i løbet af 3 år for at genoptjene retten til dagpenge.

  • NY BEREGNING
    Dagpengesatsen beregnes ud fra de 12 måneder med højest indkomst inden for de sidste 24 måneder.

I dag bliver dagpenge beregnet på baggrund af lønnen i det seneste job. Det betyder, at ledige risikerer at gå ned i dagpenge, hvis de tager kortvarige ansættelser til en lavere løn.

  • FORBRUG REGNES I TIMER
    Brugen af dagpengene skal regnes i timer. Det vil sige, at hvis man har været ledig 1 dag, har man brugt 1 dag.

I dag beregnes forbruget på ugebasis. Det vil sige, at man får trukket en hel uge uanset, hvor mange dage man har været ledig i den uge.

  • KARENSDAGE
    Hver tredje måned får den ledige udbetalt 2 karensdage mindre. Hvis pågældende har haft job i 15 dage i de sidste 3 måneder, sker det ikke.

I dag findes der ingen karensdage.

  • SUPPLERENDE DAGPENGE
    Ret til 8 måneders supplerende dagpenge, som forbruges i måneder.
    Retten til supplerende dagpenge genoptjenes løbende ved beskæftigelse på mere end 146 timer pr. måned i forholdet 1:2.

I dag kan man få supplerende dagpenge i 30 uger inden for 104 uger. Hele perioden med supplerende dagpenge skal være opbrugt, før man kan få en ny. Den regel videreføres ikke.

  • MINDRE TIL NYUDDANNEDE
    De nyuddannedes dagpengesats sættes ned fra 82% af højeste dagpengesats til 78%.
  • 1 MÅNED MINDRE
    Hvis man i de seneste 8 år har været på dagpenge i 4 fulde år, får man 1 måned mindre dagpenge. Det vil sige en dagpengeperiode på 1 år og 11 måneder.
  • G-DAGE
    Arbejdsgiver skal betale dagpenge til den ledige de 2 første dage. Det gælder også for kortere ansættelser.

I dag skal arbejdsgiveren betale de første 3 ledighedsdage, men det gælder ikke for kortere ansættelser.

  • EN REGEL FJERNES
    Reglerne om at overskydende timer skal afspadseres, inden dagpenge kan udbetales, bliver fjernet.
  • DAGPENGERETTEN OPTJENES I INDKOMST
    Dagpengeretten optjenes i indkomst, hvor op til 17.700 kr. kan tælle med hver måned. 12 gange dette beløb (212.400 kr.) tjent i løbet af 3 år giver ret til dagpenge.

I dag bliver optjeningen opgjort i tid. For at få dagpenge skal man have haft arbejde svarende til fuldtidsarbejde i 1 helt år (1924 timer) i løbet af de sidste 3 år.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • a-kasseregler
  • a-kasse
  • dana
  • selvstændige
  • forslag
  • dagpenge
  • dagpengekommisionen

Kontakt

Lone Gammelgaard

Pressekontakt Bestyrelsesformand 97541017

Keith Fobian

Pressekontakt Adm. direktør 38387575

Bendt Nolsøe

Pressekontakt Salgs- og Marketingchef salg, marketing, kommunikation 52 18 77 98