Nyhed -

60 unge ryttere har været på DCU-samling

Danmarks Cykle Unions bedste ryttere i aldersgruppen fra 15 til 18 år har været på træningssamling i de seneste weekender.

U19-landstræner på landevejen, Henrik Simper, samlede i alt 60 ryttere i aldersgruppen på BGI Akademiet, som er en efterskole i Hornsyld i Midtylland.

- De unge ryttere fik optimale muligheder for at prøve hinanden af og teste grundform i det kuperede terræn nær efterskolen, siger Henrik Simper, der blandt andet sendte rytterne flere gange op til Ejer Bavnehøj.

De fik også både et træningsløb og en kort kuperet enkeltstart.

Cykling var imidlertid ikke eneste punkt på dagsordenen. 

Rytterne har på samlingerne fået information om Danmarks Cykle Unions træningsanbefalinger. De blev introduceret til idrætspsykologi og de blev opdateret på deres viden i forhold til DCU’s antidoping arbejde og Antidoping Danmarks anbefalinger og retningslinjer. 

- Vi havde møder med hver enkelt rytter, hvilket jeg tror var godt for både den enkelte rytter og for os, siger Henrik Simper.

Emner

  • Cykling