Nyhed -

Dansk U19-sejr og U23-succes for landsholdene i Gent-Wevelgem

Ludvig Anton Wacker var hurtigste mand, da U19-rytterne afgjorde deres Gent-Wevelgem efter 129 kilometer i flot belgisk forårsvejr. 

Rytterne skulle op af brostensstigningen Kemmelberg to gange og havde ydermere tre andre svære passager.

Wacker sejrede foran belgieren Michiel Hillen og italieneren Davide Ferrari. 

Otte ryttere kom sammen til mål med 17 sekunders forspring til en lille gruppe og 24 sekunder til hovedfeltet.

- Ludvig havde sagt før start, at han ville dække de tidlige udbrud og sørge for vores formodede ledere Johan Langballe og Mathias Larsen. Men der var ingen tidlige udbrud. Feltet var samlet indtil stigningerne begyndte ved 70 kilometer, siger U19 landstræner på bane, Thomas Dalsted.

Ludvig Wacker måtte skifte cykel efter de to første stigninger og fandt sig pludselig som en af løbets bagerste.

- Ludvig fandt ind i en god gruppe og brugte de næste tre bakker på at køre sig frem igen. Da han kommer helt frem til de forreste, har Johan Langballe lige været ret aktiv og han fortæller Ludvig, at han er nødt til at dække de næste udbrud af. Det gør Ludvig så og næste angreb holder hele vejen, fortsætter Thomas Dalsted, der erklærer sig yderst tilfreds med sine ryttere. 

Det samme siger U23-landstræner Anders Lund om sine ryttere. 

Andreas Kron var oprindeligt med for at lære, men førsteårs U23-rytteren blev nummer seks i Gent-Wevelgem efter en lang dag i front i sin debut på U23-landsholdet.

- Andreas kørte flot. De var 19 mand i morgenudbruddet og blev derefter langsomt reduceret. Michael Carbel og Mikkel Honoré var også godt med i afslutningen og det er flot, at vi har tre mand med i finalen, siger Anders Lund, som måtte notere sig uheld til et par af de øvrige danskere.

- Kasper Asgreen fik en dag med rigtigt gode ben ødelagt af to punkteringer, fortsætter Anders Lund.

Emma Norsgaard Jørgensen var også udtaget af U19-landstræner Thomas Dalsted. Hun havde fået plads som lånerytter på et lokalt belgisk hold. Den spurthurtige U19-rytter gjorde det så godt, at hun blev nummer fire i U19-kvindernes Gent-Wevelgem.

Emma Norsgaards er også en af dem, som vil kunne gøre det godt, når der til august er EM på en flad rute i og omkring Herning.

Næste løb i Nations Cup er Flandern Rundt den 8. april.

Emner

  • Cykling

Kategorier

  • dcu
  • landevejscykling
  • banecykling
  • licensløb