Nyhed -

Houbak erstatter skadet Vilmann til EM

En skade har desværre sat en stopper for Marie Vilmanns EM-drømme. Cervélo-Bigla-rytteren er ude i mindst to uger - og dermed ude af EM-truppen. Landstræner Catherine Marsal har i stedet udtaget DM-bronzevinderen Louise Holm Houbak fra det hjemlige team Scandic Thylander powered by Orbea.

Stærke Marie Vilmann var udset til at spille en central rolle på det danske EM-hold i forsøget på at levere et godt resultat i Herning - alligevel er Catherine Marsal fortrøstningfuld, og så er hun imponeret af Louise Holm Houbaks lynhurtige udvikling.

"Louise blev nummer tre til DM, og efter hendes præstationer i Tidaholm for nylig, hvor hun vandt samlet, var hun den naturlige førstereserve," siger Marsal.

Landstræneren mener også, at Louise Holm Houbaks enkeltstartsresultater viser, at hun kan løfte opgaven på EM-holdet.

"Louises fjerdeplads til DM viser, at hun har gode enkeltstartskvaliteter og en god motor, der kan blive værdifuld i arbejdet for holdet og for Amalie Dideriksen i en spurt," understreger Catherine Marsal.

Kvindernes EM i linjeløb over 120 kilometer begynder lørdag den 5. august kl. 14.00.

Se hele EM-truppen her

Emner

  • Cykling

Kategorier

  • landevejscykling
  • kvindecykling
  • dcu
  • em2017