Nyhed -

Krigbaum erstatter Carbel til EM

Michael Carbels styrt under en træningstur i fredags resulterede i et brækket kraveben, og det står nu helt klart, at den danske U23-rytter ikke når at blive klar til EM. Landstræner Anders Lund har i stedet udtaget formstærke Mathias Krigbaum.

Carbel var udråbt til at være et af de stærkeste danske kort til EM på hjemmebanen i Herning, men skaden efter styrtet betyder, at den danske trup nu må undvære den spurtstærke rytter. Mathias Krigbaum overtager Carbels plads, og Anders Lund, der hele tiden har haft den 22-årige coloQuick-CULT-rytter i baghånden som en stærk reservejoker, ser fremad og er optimistisk:

”Krigbaum har haft en god formkurve, og hans præstation til DM viste, at han er klar til at køre med de bedste. Han er inde i en meget spændende udvikling, og han går helt naturligt ind i EM-truppen,” fastslår Anders Lund.

Det danske U23-hold, der skal forsøge at hente EM-medaljer i starten af august, består nu af følgende seks ryttere:

Kasper Asgreen – Team VéloCONCEPT

Mikkel Bjerg – Team Giant-Castelli

Frederik Rodenberg Madsen - Team Giant-Castelli

Casper Pedersen – Team Giant-Castelli

Andreas Stokbro Nielsen - Riwal Platform Cycling Team

Mathias Krigbaum - coloQuick-CULT

U23-herrene kører EM torsdag den 3. august (enkeltstart) og lørdag den 5. august (linjeløb). 

Emner

  • Cykling