Nyhed -

Nyt fra bestyrelsen: Sikkerhed, IT og ny kommerciel chef

Danmarks Cykle Unions bestyrelse besluttede på et møde 5. september at sætte endnu større fokus på sikkerhed, og fremover skal en række tiltag være med til at gøre cykelløbene mere sikre. Desuden blev det vedtaget at nedsætte et IT-udvalg og at ansætte en kommerciel chef til det strategiske arbejde med samarbejdspartnere og sponsorer.

Der var bred enighed om, at der hvert år afvikles rigtig mange gode landevejsløb med sikkerheden i top – både på motions- og licensområdet. Men bestyrelsen har også konstateret, at der hver sæson afholdes løb, hvor sikkerheden ikke er tilfredsstillende. Derfor arbejdes der i disse uger hårdt på at finde ud af, hvilke tiltag der kan forbedre forholdene allerede for sæsonen 2018.

Bestyrelsen godkendte administrations- og elitechef Jens-Erik Majlunds indstilling til ansættelsen af en kommerciel chef, der skal varetage sponsorer og samarbejdspartnere. Den kommercielle chef skal være med til at sikre DCU indtægter og samtidig sørge for, at sponsorer får endnu mere værdi ud af samarbejdet. Stillingen vil blive slået op hurtigst muligt.

Både administrationen og bestyrelsen er meget opmærksomme på ønskerne om udvikling af medlems-, tilmeldings- og resultatsystemet, og det har ført til beslutningen om at nedsætte et IT-udvalg. Området er meget højt prioriteret, og indledningsvis vil der blive foretaget en analyse af de forskellige muligheder.

Læs det fulde bestyrelsesreferat her

Emner

  • Cykling