Nyhed -

​PostNord Cup-sejr til Casper Pedersen i Nysted

Caper Pedersen spurtede sig til sejren i anden afdeling af PostNord Cup og fuldendte dermed Team Giant-Castellis weekend efter triumfen ved DM i holdløb lørdag. Michael Carbel fører dog stadig PostNord Cup 2017 samlet.

Spændende DM-optakt

Anden afdeling af årets PostNord Cup blev kørt på en hurtig og flad rute på vejene i og omkring hyggelige Nysted på Lolland. Der blev angrebet heftigt fra starten, og Casper Pedersen kom med i et tidligt udbrud, der også talte navne som Mads Pedersen, Michael Mørkøv, Jonas Aaen og Michael Carbel.

Udbruddet oparbejdede hurtigt et stort forspring til feltet, men gruppen blev splittet godt og vel halvvejs i løbet, og her sad Casper Pedersen med i den rigtige del. Den nye forfølgergruppe kunne ikke få et samarbejde i gang og blev hentet af feltet.

I finalen forsøgte Mads Pedersen uden held at komme væk, og det hele endte i et spurtopgør, hvor Casper Pedersen vandt foran Jonas Aaen fra Riwal-Platform og Louis Bendixen fra ColoQuick-Cult. Dermed fortsætter Casper Pedersen de gode takter, og her en uge før DM ser han ud til at ramme toppen af formkurven på det helt rigtige tidspunkt.

VeloCONCEPT satte fart på mod slutningen af løbet og trak feltet tættere på udbryderne, og selvom Riwal-Platform kom først ind på den smalle opløbsstrækning i Nysteds gamle Adelgade, formåede Carbel at vinde feltets spurt og bevare sin føring i den samlede stilling.

Ny sejr til Julius Johansen hos juniorerne

I DEMIN Skilte Junior Cup blev der ligeledes angrebet fra start, men de små huller, der opstod, kunne ikke udbygges, og derfor var der stadig samling efter de første 40 kilometer. Med godt 75 kilometer til mål angreb Julius Johansen fra Team Børkop Cykler-Carl Ras Roskilde Junior i sidevinden, og da ingen af de andre hold kunne finde ind i et samarbejde eller organisere forfølgelsen, øgede han hurtigt forspringet.

Det blev kun til enkelte seriøse forsøg på at indhente Julius Johansen, og efter at have kørt størstedelen af løbet alene kunne han trille over stregen i ensom majestæt. Samlet er det dog stadig Mathias Larsen, der fører juniorcuppen, mens Matthias Skjelmose Jensen er iført den hvide ungdomstrøje – begge ryttere fra Børkop Cykler-Carl Ras Roskilde Junior.

Emner

  • Cykling

Kategorier

  • postnord cup
  • landevejscykling
  • dcu
  • licensløb