Nyhed -

Regnbuetrøjen kom hjem: Danmark var tredjebedst

Danmarks første eliteverdensmeter i landevejscykling, Amalie Dideriksen, landede onsdag igen på dansk jord. Med sig hjem bragte hun en guldmedalje og regnbuetrøjen. Dideriksens sejr var medvirkende til, at Danmark sluttede som den tredjebedste nation ved VM i Doha, Qatar, målt på medaljer. 

Store smil, gensynsglæde og anerkendende klapsalver prydede Københavns Lufthavn onsdag. Amalie Dideriksen satte igen sine føder på dansk jord, iklædt regnbuetrøjen. Symbolet på, at hun er Danmarks første eliteverdensmester på landevej - nogensinde. 

Artiklen fortsætter under billedet 

Tredjebedste nation målt på medaljer
Dideriksens sejr betød, at Danmark fra Doha ialt hjemtog tre medlajer (to af guld og en af sølv). En medaljehøst der kun blev overgået af USA med fire medaljer og Tyskland som den mest vindende nation med fem medaljer. 

Danmark vandt ved VM i Doha flere medaljer end store cykelnationer som Belgien, Holland, Australien, Storbritanien.

En medaljehøst som vakte cykelglæde i Danmark, og som Chef de Mission for den danske delegation, Jens Kasler, er svært tilfreds med:

- Det var et imponerende VM, specielt taget i betragtning hvilken uerfaren gruppe vi var afsted til Doha. Der har været stor udskiftning i staff siden sidste VM på landevejen. Alligevel lykkedes det.

For selvom DCU som bekendt står uden direktør og sportschef, løftede delegation opgaven i Doha:

- Det er fantastisk at opleve den gejst og vilje som ryttere, staff og ledere udviste. Vi taler tit om, at rytterne har vindermentalitet. Det har de mennesker også, som var med i Doha, udtaler Kasler, der nu kan se tilbage på en snart overstået cykelsæson 2016: 

- Set over hele sæsonen er det jo fantastisk, at Danmark har vundet så mange medaljer i elite-, U19- og U23-rækkerne ved mesterskaber og OL. Det vidner om høj kvalitet og talentarbejde i verdensklasse i vores medlemsklubber og på de danske teams. 

Blandt flere store danske resultater i rødt og hvidt kan nævnes:

  • Lasse Norman Hansens OL-bronze i Omnium
  • 4000 meter holdets OL-bronze 
  • Jakob Fuglsangs OL-sølv i landevejsløbet
  • Amalie Dideriksens VM-guld i landevejsløbet
  • Jakob Egholms VM-guld i juniorernes landevejsløb
  • Annika Langvads VM-guld i mountainbike


Lørdag landede de danske U19-ryttere i København. Med sig hjem medbragte de en VM-sølvmedalje, en VM-guldmedalje, en regnbuetrøje og masser af store smil.

Emner

  • Cykling

Relateret materiale