Nyhed -

Spændende BMX-weekend i vente

I weekenden køres sidste afdeling af BMX European Cup, hvor Simone Tetsche Christensen er på en samlet fjerdeplads - og unge Mia Christensens suveræne førsteplads i pigernes 13/14-række viser, at flere BMX-talenter er på vej.

Danske metal-håb

Velde Arena i Sandnes danner rammen om UEC BMX European Cup runde 9 og 10 lørdag og søndag, og Danmark har en række stærke navne til start. Hos mændene skal Jimmi Nygaard Therkelsen og Andreas Wöhlk forsøge at krave op i tabellen, mens det i drengerækkerne er Anton Wennbring (B13) og Jakob Sardag (B15), der skal forsvare de danske farver.

Hos kvinderne blander Simone Tetsche Christensen sig igen i den absolutte verdenselite, og selvom hun skal levere solide resultater i weekendens løb, er en samlet podieplads ikke helt uden for rækkevidde. På samme måde som Annika Langvad i MTB og Amalie Dideriksen på bane og landevej har Simone Tetsche Christensens internationale resultater øget BMX-interessen herhjemme og sikret flere piger i sporten - og den øjeblikkelige stilling i European Cup, hvor Mia Christensen altså topper G13-klassen, giver forhåbninger om mere dansk metal i fremtiden.

Sidste runde før VM-udtagelse

Weekendens løb er startskuddet til en hektisk BMX-periode. I midten af juli køres European Championships i Bordeaux, og allerede i næste uge udtages de danske ryttere, som skal køre VM i slutningen af juli i Rock-Hill i USA. Udtagelseskriterierne til VM er de point, der netop er optjent i European Cup og de fire World Cup-runder i år.

Det er altså de ryttere, der samlet har opnået flest UCI-point i de løb, som skal repræsentere Danmark ved årets sportslige BMX-højdepunkt. Danmark er på forhånd tildelt to VM-pladser til mændene, fire pladser til kvinderne samt en plads i herre-junior og en plads i dame-junior, og med den nuværende udvikling bliver det endnu mere spændende at følge de danske ryttere på den store scene.

Emner

  • Cykling