Nyhed -

​Spændende Parløbs DM venter torsdag

DM i 50 km parløb er blandt de mest prestigefyldte mesterskabstitler i Danmark, og er meget vigtig at have på sin palmares. Torsdag skal det afgøres hvem, der bliver danske mestre i parløb 2016.

Parløbs DM tegner til at blive en meget åben affære med rigtig mange medaljekandidater. Favoritværdigheden må dog ligge hos landsholdsrytterne Casper Folsach og Frederik Rodenberg Madsen. De to vandt i flot stil generalprøven sidste torsdag i Ballerup Super Arena. Her var Marc Hester dog plaget af lidt sygdom, og han og Jesper Mørkøv vil uden tvivl være skarpere til DM-løbet torsdag. De to har 6-dagesløb fra både London og Gent i benene, hvilket må være en fordel på den lange distance.

Den helt store ukendte faktor i DM løbet bliver parret Casper Pedersen og Niklas Larsen. Casper Pedersen har allerede bevidst, at han har et super højt niveau, og specielt hans hurtighed, skal nok skaffe parret mange point. Niklas Larsen er som bekendt europamester i pointløb, men debuterer faktisk i parløb ved DM.

Desuden bliver det spændende om de helt unge Julius Johansen og Kristian Kaimer kan snyde favoritterne. De to blev nummer tre ved generalprøven sidste torsdag, hvor de var det eneste par, der erobrede en omgang og dermed  20 point.

Blandt andre medaljeaspiranter kan nævnes de rutinerede Simon Bigum og Jacob Mørkøv og Magnus Bak Klaris og Rasmus Bøg Wallin, hvor specielt sidstnævnte har vist stor styrke. Også de unge Christian Nykvist og Andreas Stokbro, der ved sidste års DM vandt bronze, er blandt favoritterne til medaljerne.

Foruden DM i Parløb køres der torsdag også U19 DM i 1000 meter på tid. 22 ryttere er med i feltet. Desuden afvikles, som altid ved DBCs stævner, en række øvrige løb, så der er masser af underholdning til publikum torsdag aften i Ballerup Super Arena.

Find startlister og information om torsdagens arrangement via www.dbc-cykelbanen.dk.

Emner

  • Cykling

Kategorier

  • banecykling
  • dcu

Relateret materiale