Nyhed -

U23-landsholdet ser frem til hårdt Gent-Wevelgem

Danmarks U23-landshold på landevejen skal bide skeer med det belgiske brostensløb Gent-Wevelgem søndag.187 kilometer med brostensstrækninger og stigninger.

Sidste år vandt Mads Pedersen løbet efter en stærk indsats.

- Vi er lige kommet hjem fra rekognoscering og det er en rigtig voldsom rute, der er justeret endnu skarpere end sidste år. Det kan ikke undgå at blive et fantastisk hårdt cykelløb, siger U23-landstræner Anders Lund efter lørdagens tur på ruten.

Landstræneren tør ikke love en gentagelse af Mads Pedersens triumf fra sidste år, men har forventning om, at hans ryttere kommer til at spille en rolle i løbet.

- Vi glæder os til opgaven og har som realistisk målsætning en top-10. Michael Carbel blev nummer otte sidste år og er rigtig godt kørende. Kasper Asgreen får debut i Nations Cup-sammenhæng, men har kæmpe stor motor, som jeg glæder mig til at se folde sig ud i så hårdt et cykelløb. Andreas Stokbro og Mikkel Honoré debuterede sidste år i løbet og imponerede begge to. De har fortsat deres udvikling henover vinteren og står meget velforberedte til i morgen. Mikkel Bjerg og Andreas Kron er begge store talenter, som er med for at lære. Jeg er meget tilfreds med holdet, siger han..

Der bliver travlhed på de belgiske landeveje søndag.Eliten hos både mænd og kvinder og U19-rytterne kører også deres Gent-Wevelgem søndag.

Emner

  • Cykling