Nyhed -

Verdensmesteren fra Fyn er død

Gennem de senere år har dansk cykelsport produceret verdensmestre næsten på samlebånd, men sådan har det ikke altid været. I 1962 var det en sensation, da den blot 20-årige fynbo Kaj E. Jensen på den superhurtige Vigorelli-bane i Milano vandt verdensmesterskabet i 4 km indiv. forfølgelsesløb for amatører. 

Af: Henrik Elmgreen

Det var tretten år siden, Danmark sidst havde haft en verdensmeter i cykelløb, men Kaj E.s sejr blev starten på en ny guldalder for dansk cykelsport. Allerede ved det samme VM fik 4.000 meter holdet sølv med Kaj E. som ankermand og på landevejen vandt Ole Ritter sølv i linjeløbet og Danmark sølv i 100 km holdløb.

Kaj E. Jensens karriere var bemærkelsesværdig, men den blev også bemærkelsesværdig kort. Et dansk mesterskab i 4 km indiv. forfølgelsesløb i 1963 og endnu et DM i holdforforfølgelsesløb for Odense i 1965 var, hvad det efterfølgende blev til. Men det ændrer ikke på at han kom til at stå som symbolet på en genrejsning af dansk cykelsport efter en række magre år.

Kaj E. fik senere cykelforretning på Fyn og var også i en periode aktiv på lederfronten. Nu er verdensmesteren fra Fyn død, 74 år gammel.

Rico

Emner

  • Cykling

Kategorier

  • dcu
  • banecykling
  • landevejscykling

Relateret materiale