Nyhed -

Vildt, vådt og flot DM i Herning

Hverken skybrud eller torden kunne forhindre den danske MTB-elite i at levere et forrygende XCO DM i Herning. Annika Langvad kørte for niende år i træk over målstregen som dansk mester, mens Sebastian Fini Carstensen generobrede DM-titlen fra Simon Andreassen hos herrerne.

Søndagens DM beviste igen, at dansk MTB råder over imponerende mange stærke ryttere – og at mange nye talenter er på vej. Regn og mudder gjorde løbet både teknisk og fysisk krævende, hvilket gav store tidsforskelle, men forholdene satte også en tyk streg under MTB-rytternes hårdførhed, og både hos herrerne og kvinderne blev der kørt meget stærkt i alle klasser.

Som ventet var Annika Langvad urørlig hos kvinderne, men både Malene Degn og Maj Schneider Thomsen, der vandt henholdsvis sølv og bronze, viste, at den danske talentmasse ikke begrænser sig til verdensmesteren.

Hos herrerne vandt Sebastian Fini Carstensen, nøjagtig som han gjorde det i 2014 og 2015. Den forsvarende danske mester, Simon Andreassen, havde ellers lagt sig i spidsen, men blev ramt af en stribe tekniske problemer - han måtte til sidst løbe i mål og nøjes med en tredjeplads, mens Klaus Nielsen kørte sig ind på en fornem andenplads.

Emner

  • Cykling

Kategorier

  • mountainbike
  • licensløb