Pressemeddelelse -

Cort og Valgren udtaget til VM

Landstræner Anders Lund har sat navne på de første herre-ryttere, der skal forsøge at sikre et godt dansk resultat ved VM i Bergen om mindre end en måned - og han er glad for allerede nu at kunne præsentere så stærke folk.

Anders Lund har valgt at forhåndsudtage sidste års vinder af PostNord Danmark Rundt, Michael Valgren, sammen med den dobbelte etapevinder i sidste års Vuelta, Magnus Cort, til det lange og hårde linjeløb på Norges vestkyst - og baggrunden for udtagelsen er helt klar:  

"Jeg har ikke været i tvivl om, at både Cort og Valgren skulle med. Det er to af vores skarpeste endagsryttere, og de har begge niveauet til at lave et resultat," fastslår landstræneren.

At der er tale om to så forskellige ryttertyper, understreger blot bredden og styrken blandt de danske ryttere, og den kuperede rute kræver forberedelse af flere taktiske scenarier, da der er mange mulige udfald af det 276 kilometer lange løb. Med andre ord bliver det afgørende at kunne reagere på løbets udvikling:

"Selvom de selvfølgelig har forskellige styrker og skal køre løbet forskelligt, passer ruten godt til dem begge," forklarer Anders Lund.

Til enkeltstarten har Anders Lund som forventet udtaget specialisten Martin Toft Madsen, der trods uheld og defekt sluttede på en sjetteplads ved EM - blot 45 sekunder fra en topplacering. Den suveræne danske enkeltstartsmester blev nummer 13 ved VM i Doha sidste år, og der er grund til at tro, han kan forbedre det resultat på den atypiske rute, der slutter med en 3,4 kilometer lang opkørsel med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,1. 

Landstræneren udtager de sidste fire ryttere til linjeløbet og den sidste enkeltstartsrytter efter afslutningen af Vuelta a España. 

Følgende ryttere er nu udtaget til VM i Bergen:

Damejunior - enkeltstart:
Emma Norsgaard
Caroline Bohé

Herrejunior - enkeltstart:
Julius Johansen
Johan Price-Pejtersen

Dameelite - enkeltstart:
Pernille Mathiesen
Cecilie Uttrup Ludwig

Herreelite - enkeltstart:
Martin Toft Madsen

Herreelite - linjeløb:
Magnus Cort
Michael Valgren

Emner

  • Cykling

Danmarks Cykle Union er interesseorganisation flere end 30.000 medlemmer over mere end 300 klubber over hele landet. 

Danmarks Cykle Union er medlem af Danmarks Idrætsforbund og er Team Danmark Verdensklasseforbund
- fordi vi vinder medaljer til Danmark!