Pressemeddelelse -

CROWDSOURCING SKABER NY BYPARK

Som den første kommune i Danmark har Høje-Taastrup valgt at afholde en åben idékonkurrence på innovationsplatformen Innosite.dk om et redesign af Hedehusene Bypark. Målet er at skabe det bedste resultat for byen og dens borgere ved at udfordre den gængse rådgiverrolle.

Hvad ville du lave om, hvis du fik mulighed for at være med til at designe Hedehusene Bypark? Det spørgsmål har Høje-Taastrup Kommune stillet i en åben idékonkurrence under overskriften CULTURE PARK, hvor både fagfolk og borgere inviteres til at komme med deres input til, hvordan Byparken i Hedehusene kan udvikles fra et skjult byrum til en kulturpark med oplevelser for alle.

Selvom parken ligger centralt, opfatter Hedehusenes borgere ikke parken som en del af byens centrum. Det skyldes, at parken virker svær at komme til og ikke træder i karakter. Parken mangler mere markante indgange og noget mere at byde på", fortæller Rune Bæklund, leder af områdefornyelsen af det centrale Hedehusene i Høje-Taastrup Kommune.

Derfor lyder opgaven på at komme med forslag til en oplevelsesrig rute gennem parken og et særligt sted på ruten, som kan gøre Byparken til en mangfoldig by- og kulturpark, der byder alle slags brugere og borgere velkommen og favner forskellige behov på samme tid.

En ny by- og kulturpark 

Hedehusene Bypark huser allerede byens Kultur- og Fritidscenter, der er hjemsted for en række forskellige foreninger og aktiviteter, men hvor der er liv i centeret, er parken ofte helt øde. Derfor er det helt oplagt at tænke i nye muligheder for at skabe oplevelser i området. Ønsket er at skabe et sted, hvor man kan opleve kultur og kulturarv, blive klogere på byens fortid, nutid og fremtid på en ny og spændende måde og skabe rum til både ophold, fordybelse, leg og musik.

”Vi vil rigtig gerne inspireres af, hvad andre gør – ikke bare i Danmark, men også ude i verden. Derfor har vi valgt at gå til opgaven ved at lave en helt åben idékonkurrence, hvor både fagfolk, men også helt almindelige borgere fra både ind- og udland kan komme med forslag og på den måde være med til at udvide vores horisont og give os et langt bredere og langt mere inspirerende idékatalog at vælge og handle ud fra”, siger Jens Bjerge, formand for Områdefornyelsens styregruppe.

Innovation som drivkraft

CULTURE PARK konkurrencen afvikles i samarbejde med Dansk Arkitektur Center på den åbne innovationsplatform Innosite.dk. Her kan alle gå ind og enten uploade egne idéer eller kommentere på andres idéer. På den måde skabes der et rum for åben innovation og co-creation, hvor idéer og løsningsforslag løbende kan videreudvikles og kvalificeres i samarbejde mellem flere forskellige folk.

”Vi er meget bevidste om at tænke innovation ind i alle de opgavetyper, vi arbejder med. Med konkurrencen på Innosite udfordrer vi rådgiveropgaven ved at åbne for, at ikke kun én, men et netværk af ’rådgivere’ kan være med i processen, det man kalder crowdsourcing. Det tror vi på dels giver bedre idéer, og på den måde sikrer vi også, at den enkelte borger får flere muligheder for at tage aktivt del i udviklingen af deres by”, siger Borgmester Michael Ziegler.

Konkurrence for alle

Arkitektfirmaet Spektrum Arkitekter er valgt som arkitekt på opgaven om Høje-Taastrup Kommunes områdefornyelse af Hedehusene Bypark, men tanken med CULTURE PARK konkurrencen er som sagt at åbne op for en kreativ udviklingsproces, hvor alle – både andre fagfolk og borgere – kan bidrage aktivt og komme med konkrete forslag til, hvad den nye kulturpark skal indeholde.

Vinderprojektet får mulighed for at blive realiseret i samarbejde med Spektrum Arkitekter i foråret 2014, ligesom tanken er at integrere så mange idéer og forslag som muligt i den endelige udformning af fornyelsen.  

Alle forslag til konkurrencen vurderes af en jury bestående af: Joan Raun, Spektrum Arkitekter, arkitekt Lisbeth Westergaard, Peter Hansen fra FDF Hedehusene, Lars Spatzek fra Kroppedal Museum, Johan Galster fra kommunikations- og idébureauet 2+1 og Rune Bæklund fra Høje-Taastrup Kommune.

Konkurrencen CULTURE PARK slutter den 11. september 2013.

Vinderprojektet præmieres med 25.000 kr. og mulighed for at forslaget bliver realiseret i samarbejde med Spektrum Arkitekter, 2. præmien er på 15.000 kr. og 3. præmien på 10.000 kr.

Læs mere og deltag på www.innosite.dk

Innovationsplatformen Innosite.dk gik i luften i slutningen af 2011 har siden afholdt både store og små idékonkurrencer ud fra principperne om åben innovation, brugerinddragelse og co-creation. Det overordnede mål med platformen er at opfordre til udvikling skabt i samarbejde mellem flere forskellige parter på tværs af fagligheder og landegrænser og i sidste ende at bidrage til at udvikle et aktivt innovationsmiljø i den danske byggesektor.

Innosite.dk er et initiativ fra Realdania i partnerskab med Energistyrelsen og med Dansk Arkitektur Center som operatør.

For yderligere information kontakt:

Rune Bæklund, Høje-Taastrup Kommune, tlf.: 4359 1000, mail: Fritidkultur@htk.dk

Anna Bisgaard-Nøhr, Dansk Arkitektur Center, tlf.: 2041 1510, mail: abn@dac.dk 



Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • crowdsource
  • åben innovation
  • hedehusene
  • konkurrence
  • innosite
  • konkurrencegrund
  • bypark
  • høje taastrup
  • byggeri
  • byudvikling
  • dansk arkitekturcenter
  • dansk arkitektur center
  • arkitektkonkurrence
  • byplanlægning

Dansk Arkitektur Center (DAC) er Danmarks nationale center for udvikling og formidling af viden om arkitektur, byggeri og byudvikling. DAC er en projektorganisation med finansielt grundlag i et offentligt-privat partnerskab mellem Realdania og staten. Staten er repræsenteret ved Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet, Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.