Pressemeddelelse -

Grønttorvet skal fyldes med midlertidige aktiviteter

Grønttorvet er lukket land for de fleste, men for de indviede (og morgenfriske!) gemmer der sig et sandt paradis af modne mangoer, farvestrålende papegøjeblomster og friskplukkede jordbær. Snart rykker stadeholderne dog ud af hallerne i Valby og gør plads til en vision om et grønt og attraktivt boligområde for familier og studerende. Men inden dette bliver til virkelighed, skal området åbnes op og gøres til en destination til glæde for folk i hele København. Konkurrencen ’Between Industry and City’ på Innosite.dk opfordrer alle til at komme med gode idéer til midlertidige aktiviteter på Grønttorvsgrunden.

Midlertidige strategier

Men hvorfor river man ikke bare hallerne ned med det samme? Midlertidighed har længe været et buzzword inden for byggeri og planlægning. Gennem de midlertidige aktiviteter kan man øge stedets attraktionsværdi og give det en ny identitet. I Danmark fik man øje op for brug af midlertidige aktiviteter i midten af 1990’erne, hvor de gamle industribygninger på Refshaleøen i København blev midlertidigt omdannet til bl.a. Luftkastellet, Base Camp og Pappa Hotel. For tiden er der stort fokus på de midlertidige aktiviteter på Papirøen, hvor Copenhagen Street Food og Experimentarium har indtaget de store haller for en stund. Grønttorvet tilbyder på samme måde nogle unikke rammer, der har masser af potentialer til spændende og anderledes projekter.

Det midlertidige er af stor betydning, da hele området fraflyttes på én gang. En udviklingsperiode på dette grundstykke strækker sig over en længere årrække og derfor er der både plads og behov for midlertidige aktiviteter. Området har tidligere ikke været et område man naturligt færdes i, og vi vil gerne åbne det op for beboerne i området, resten af Københavnerne og alle der har lyst til at komme forbi, siger Brian Abildgaard, direktør for Grønttorvet A/S.

Den videre fremtid

Den videre vision for området, kaldet Ny Valby, er at skabe en tæt og attraktiv, grøn deleby på den tidligere Grønttorvsgrund. Med det nye boligområde skabes rum til børnefamilier, studerende og almindelige borgere, der vil bo tæt på byen, tæt på grønne rekreative tilbud og bo i et område med hverdagsfællesskaber. Hensigten er at bygge videre på Grønttorvets historie og udnytte de fysiske potentialer i området – fra Gl. Valby mod nord til Valby Parken og Valby Strand mod syd samt den tætte forbindelse til S-togsstationerne.

Men indtil visionen bliver til virkelighed er der altså mulighed for at benytte området midlertidigt. Så hvis man går rundt med en ide om en midlertidig park, en kunsthal, klatrebaner el.lign., er det bare at byde ind med sin ide på innosite.dk – så bliver den måske realiseret i efteråret 2015.

Vi er åbne for hvad konkurrencen kan bringe og give af resultater. Vi håber de er mangeartede, breder sig og henvender sig til et forskelligt publikum. Både små og store ideer er velkomne.

Brian Abildgaard, direktør Grønttorvet A/S.


BAGGRUND

Om Innosite

Innosite er et initiativ af Realdania og Energistyrelsen med Dansk Arkitektur Center som operatør. På innosite.dk afholdes åbne idékonkurrencer, hvor alle inviteres til at komme med innovative løsninger på aktuelle udfordringer i byggeriet.

Om konkurrencen ’Between Industry and City’

Konkurrencen er åben for alle, og forslag kan uploades i perioden 1. juli – 12. august 2014. Deadline for upload af forslag er den 12. august 2014 kl. 23:59.

Den samlede præmiesum er på DKK 50.000, og juryen udpeger 5-7 vindere. 
Vinderforslagene udstilles på kulturdagene i Valby og på Grønttorvsområdet. De bedste forslag vil blive indarbejdet i en samlet midlertidighedsstrategi for området, som vil blive foldet ud over de næste år. 

Om Grønttorvet A/S

Grønttorvet og Ny Valby A/S er et privat ejede selskaber ejet af et andelsbaseret holdingselskab Grønttorvet København Holding SMBA med 143 medlemmer. I 2014 blev NY Valby A/S etableret for at udvikle og sælge Grønttorvets grund i Valby.


Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • innovation
  • ideer
  • konkurrence
  • midlertidig arkitektur
  • valby

Regions

  • Hovedstaden

Dansk Arkitektur Center (DAC) er Danmarks nationale center for udvikling og formidling af viden om arkitektur, byggeri og byudvikling. DAC er en projektorganisation med finansielt grundlag i et offentligt-privat partnerskab mellem Realdania og staten. Staten er repræsenteret ved Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet, Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.