Pressemeddelelse -

Regnen kommer – hvad gør vi med den?

Når der står vand i kælderen, ønsker vi det langt væk, men når der er vand i et springvand er det ren afslapning. Så hvorfor ikke lade regnvandet springe i springvandet i stedet for at løbe i kælderen? Udstillingen ’Regnen kommer’ viser en lang række eksempler på nye, kreative måder at klimatilpasse vores byer på, der samtidig skaber byer med mange menneskelige kvaliteter. I stedet for udelukkende at lede vandet væk og ned i kloakkerne og dermed udbygge dem, hvilket er både dyrt og besværligt, kan man arbejde med at opsamle regnvand i søer, kanaler m.m. eller skabe grønne områder, hvor vandet kan trænge ned. Samlet set giver det nogle løsninger, der både løser en konkret udfordring og skaber nogle bedre byer til glæde for alle.

Klimatilpasning er noget der kommer til at stå højt på dagsordenen de kommende år. Vi vil gerne invitere folk til at opdage, at der faktisk ligger en unik mulighed for samtidig at skabe bedre byer, når vi klimatilpasser. Udstillingen præsenterer en række nye løsninger, hvor man f.eks. kan kombinere sportsfaciliteter med klimatilpasning – og dermed opnå en ekstra værdi. ’Regnen kommer’ er en udstilling, der i høj grad forsøger at vise, hvordan vi alle sammen kan gøre en forskel, hvis vi er parate til at samarbejde på nye måder. Martin Winther, formidlingschef, Dansk Arkitektur Center

Når tennisbanen bliver til klimatilpasning

Kan en tennisbane f.eks. være en del af et klimatilpasningsprojekt? I Gladsaxe har et af de projekter som formidles i udstillingen netop kombineret sportsfaciliteter med anlæg, der kan aflede og opsamle regnvand via en række damme og kanalsystemer mellem idrætshallerne og langs fodboldbanernes sidelinjer. I Rabalder Parken i Roskilde har man også arbejdet med en kombineret regnvandsopsamling og skaterpark. I tørre perioder kan området bruges af skatere, til rulleskøjteløb m.m., og i de våde perioder er der render og bassiner, som kan optage tag- og overfladevand. Det er således gode eksempler på løsninger, hvor man slår to fluer med et smæk og dermed opnår en merværdi, som netop er nøgleordet i udstillingen ’Regnen kommer’.

'Regnen Kommer - Hvordan klimatilpasning giver os bedre byer' er udviklet i et partnerskab mellem Dansk Arkitektur Center og Realdania.

Projektet er støttet af COWI og Københavns Universitet.

Projektet er skabt i samarbejde med Naturstyrelsen, Københavns Kommune, Smith Innovation, carlberg/christensen og Realdania By.

BAGGRUND

Om udstillingen: Regnen kommer - hvordan klimatilpasning giver os bedre byer’

Udstillingen vises fra d. 16. januar 2015-6.april 2015 i Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27B, 1401 København K. Entré: 40 kr. Åbning d. 16. januar kl. 16.30-18.30 og inden da ’Klimatilpasning med merværdi – konference for beslutningstagere’ kl. 12-16.30.

Pressevisning d. 16. januar kl. 10-11. Introduktion til udstillingen samt rundvisning. Derudover er presse og beslutningstagere inviteret til efterfølgende at deltage i ’Klimatilpasning med merværdi – konference for beslutningstagere’. Læs mere her: www.dac.dk/vandplus .

Rebuild by Design: samtidig med ’Regnen kommer’ vises udstillingen Rebuild by Design på plan 2 i Dansk Arkitektur Center. Det er en udstilling om kystsikring efter orkanen Sandy i USA og giver således et internationalt perspektiv på problemstillingen omkring klimatilpasning.

Udstillingen er støttet af Realdania og er udviklet af Rebuild by Design i samarbejde med Dansk Arkitektur Center.

Dansk Arkitektur Center

Dansk Arkitektur Center (DAC) er Danmarks nationale center for udvikling og formidling af viden om arkitektur, byggeri og byudvikling. DACs formål er at skabe bred interesse for arkitektur, by- og landskabsudvikling samt at være platform for netværksskabende aktiviteter, debat og videndeling, der baner vej for ny innovation og bæredygtig udvikling på tværs af byggebranchen. Dansk Arkitektur Center sætter kort fortalt fokus på, hvordan arkitekturen i bred forstand skaber både kulturel og økonomisk værdi for mennesker, virksomheder og samfund med fokus bæredygtig samfundsudvikling både i økonomisk, socialt, sundheds- og miljømæssigt perspektiv.

Realdania og klimatilpasning

Realdania sætter de kommende år fokus på klimatilpasning og medværdi under initiativet ”Klimatilpasning i byerne”. Blandt de igangværende calls og projekter er: Klimatilpasning Kokkedal, KlimaByen Middelfart, VandPlus, Klimaspring og Sankt Annæ Projektet.

For yderligere information kontakt:

Kommunikationsmedarbejder, Kristina Neel Jakobsen

Mobil +45 2365 4540

E-mail knj@dac.dk

www.dac.dk/presse

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • klimasikring
  • klimatilpasning
  • regn
  • stormregn
  • oversvømmelser
  • vand
  • byer
  • lar

Dansk Arkitektur Center (DAC) er Danmarks nationale center for udvikling og formidling af viden om arkitektur, byggeri og byudvikling. DAC er en projektorganisation med finansielt grundlag i et offentligt-privat partnerskab mellem Realdania og staten. Staten er repræsenteret ved Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet, Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.