Pressemeddelelse -

Skrøbeligt fundament under regeringens 2025 plan

Pengene til at indfri regeringens vækstmålsætning i 2025 planen er der ikke. Så hård er meldingen fra Dansk Fjernvarme i en kommentar til regeringens udspil.

Af de 35 milliarder kroner, der skal indfri vækstmålsæltningen i regeringens 2025 plan, udgør regeringens forsyningsstrategi et bidrag, der ifølge regeringen vil øge BNP, på i alt 5,5 milliarder kroner. Men det er, ifølge, Dansk Fjernvarme meget risikabelt at binde Danmarks fremtidige økonomi op på så skrøbelige tal.

- Jeg vil ikke anbefale finansministeren at sidde og vente på, at pengene fra regeringens forsyningsudspil, kommer ind. For det gør de ikke, siger direktøren i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen og fortsætter,

- De forventede 5,5 milliarder kroner er hentet i McKinseys beregninger, foretaget for regeringen og er fagligt er skudt i sænk af hele energibranchen, energiøkonomerne, industrien, ja snart sagt alle, der har gjort sig den umage at læse udspillet. De er matadorpenge, og på grænsen til useriøst, at man nu binder landets og velfærdssamfundets fremtid op på varm luft og løse konsulentrapporter.

Fejl for en halv milliard
Dansk Fjernvarme har ad flere omgange påpeget en række graverende såvel metode-, data- og basale regnefejl i regeringens udspil til en forsyningsstrategi, der baserer sig på en rapport fra konsulenthusene McKinsey og Struense.

I december sidste år fremlagde Dansk Fjernvarme et notat, der redegjorde for datafejl i udspillet, der alene vil reducere effektiviseringspotentialet med knap en halv milliard.

- Pengene, som regeringen budgetterer med, er der slet og ret ikke. Det vil derfor være meget skrøbeligt om Folketinget nu regner med at det er netop disse penge, der skal udvikle velfærden eller sikre skattelettelser, siger Kim Mortensen.

Regeringen præsenterede i september 2016 sit udspil til en forsyningsstrategi. McKinsey og Co. har leveret rygraden i udspillet ved at beskrive et effektiviseringspotentiale på mellem 5,9 og 7,1 milliarder kroner.

En række aktører i forsyningssektoren har kritiseret kvaliteten i såvel McKinsey og Co.-rapporten og i regeringens udspil til en forsyningsstrategi.

For mere information, kontakt Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, tlf. 4021 2220 e-mail, kmo@danskfjernvarme.dk

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • dansk fjernvarme
  • energi
  • fjernvarme
  • fjernvarmen
  • forsyning
  • varmepris
  • effektivisering
  • forsyningsudspil
  • forsyningsstrategi

Kontakt

Rune Birk Nielsen

Pressekontakt Pressechef +45 2490 4197

Mikkel Lysgaard

Pressekontakt Pressekonsulent +45 29 10 30 98