Pressemeddelelse -

​Tidlig nytårsgave til fjernvarmeforbrugerne

Prisen på fjernvarme er faldet i 2017 – særligt blandt de selskaber, der har de højeste priser. Det viser en ny prisstatistik fra Energitilsynet. Det glæder Dansk Fjernvarme, der dog ser risiko for prisstigninger forude.

Prisen på fjernvarme er de seneste tre år faldet med i alt 11 procent, svarende til 1.563 kroner pr. husstand, så prisen på et standardhus i gennemsnit i dag er 12.705 kroner.

- Fjernvarmeselskaberne er sat i verden for at levere billig, grøn fjernvarme altid. Derfor er det meget glædeligt, at fjernvarmeselskaberne fortsat reducerer prisen på fjernvarme til glæde for forbrugerne, siger politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard.

Der er fortsat forholdsvis stor forskel på, hvilken pris selskaberne kan levere fjernvarme til, hvilket ikke mindst skyldes, at de er underlagt forskellige krav, hvorvidt de både skal producere el og varme, om de skal fyre med naturgas, og om der er langt eller kort mellem forbrugerne.

De dyreste selskaber høvler af prisen
Dog viser den nye statistik, at de selskaber, der leverer til de højeste priser, har reduceret deres priser markant det seneste år. Ifølge statistikken leverede de 10 dyreste selskaber i Danmark i 2016 fjernvarme til mellem 22.600 og 31.800 kroner. I 2017 havde de 10 dyreste selskaber – der dog samlet set blot leverer varme til 0,1 procent af forbrugerne - priser på mellem 21.500 og 25.150 kroner.

- Der er sket et markant fald i priserne for de dyreste selskaber. Ikke bare det seneste år, hvor det for de dyreste er blevet godt 7.000 kroner billigere. Men for bare tre år siden lå det dyreste selskab med priser på helt op til 37.000 kroner. Det er virkelig flot, at selskabernes arbejde med at reducere priserne har båret frugt. Man kunne kalde det en sen julegave, siger Rune Moesgaard.

Mindre regulering er vejen frem
Fredag den 22. december offentliggjorde Energistyrelsen en rapport om konkurrencen i fjernvarmesektoren, der netop anbefaler, at vejen til lavere priser på fjernvarme går gennem mindre regulering. Efter svensk forbillede, der har fjernet stort set al regulering, står der i rapporten, at fjernvarmesektoren i Danmark vil have de bedste betingelser for at reducere prisen på fjernvarme yderligere, hvis politikere og myndigheder ophæver en række krav til fjernvarmeselskaberne og gør en ende på den centraliserede regulering.

- Fjernvarmeselskaberne efterlyser et opgør med de mange rigide krav til dokumentation og regulering, som de er på vej til at blive pålagt af myndighederne. Når der så ovenikøbet kommer en rapport, der anskueliggør, hvordan det netop er vejen til billigere priser for forbrugerne, så er det da fjollet ikke at lytte, siger Rune Moesgaard, der fortsætter:

- Man kunne begynde ved at ophæve kravet om, at udvalgte selskaber skal producere både strøm og fjernvarme, ligesom man kunne ophæve kravet om, at udvalgte selskaber skal fyre med dyr naturgas. Det vil batte her og nu. Det er en politisk beslutning. Hvis politikerne gerne vil have billigere priser på fjernvarme, så er det her, de bør lægge ud med at ændre reglerne.

Dansk Fjernvarme ser dog, at der er alvorlig risiko for, at fjernvarmeselskaberne igen må skrue op for priserne. Det skyldes, at de ved udgangen af 2018 mister det såkaldte grundbeløb, som de i dag får for at levere el til elsystemet, når vindmøllerne ikke snurrer. Tilskuddet blev i 2004 politisk besluttet ophørt under forudsætning af, at prisen på el ville stige, og selskaberne derfor med elsalg alene ville blive sikret fornuftig økonomi.

- Men der er sket det stik modsatte. Elprisen er faldet markant. Men alligevel fastholder politikerne, at tilskuddet skal ophøre om blot 12 måneder. Hvis ikke priserne for forbrugerne skal stige markant - for nogle helt op til 10.000 om året - så skal politikerne træde i karakter og sikre en løsning, siger Rune Moesgaard.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • dansk fjernvarme
  • energi
  • fjernvarme
  • forsyning

Dansk Fjernvarme er fjernvarmens brancheorganisation og dækker 99 procent af fjernvarmeproduktionen i Danmark. Varmen produceres af i alt knap 400 fjernvarmeselskaber, hvoraf 40 er kommunale forsyninger, der samlet tegner sig for 50 procent af fjernvarmeleverancen. Den anden halvdel af fjernvarmen produceres af omkring 350 andelsselskaber. 53 procent fjernvarmen produceres af vedvarende energi.

I alt får 1,7 millioner husstande eller 3,6 millioner danskere deres varme fra fjernvarme.

Fjernvarmeindustrien eksporterede i 2016 for 6,6 milliarder kroner og forventer, at eksporten vil stige til cirka 10,7 milliarder kroner i 2025.

Kontakt

Rune Moesgaard

Politisk chef +45 2490 4149

Relateret materiale