Pressemeddelelse -

Kvickly i Middelfart vinder Dansk Handicap Forbunds Arbejdsmarkedspris 2016

Kvickly i Middelfart har vundet Dansk Handicap Forbunds Arbejdsmarkedspris 2016 for sit store arbejde for at rumme mennesker med handicap i virksomheden.

I forbindelse med Dansk Handicap Forbunds 19. kongres, som afholdes på Egmont Højskolen i weekenden, uddeles Arbejdsmarkedsprisen denne gang til Kvickly i Middefart.

Virksomheden har udvist en særlig rummelighed i forhold til mennesker med handicap og skabt en kultur, hvor der er plads til medarbejdere med mange forskellige udfordringer.

Kvickly har igennem mange år haft et udvidet samarbejde med Middelfart Kommune vedr. borgere, der har svært ved at komme i job eller fastholde et - eller bare finde ud af, hvad de kan.

Foreningen, som består af fem butikker, har mange ansatte på særlige vilkår. Der er mennesker i Flexjob, skånejob og særlige aftaler med kommunerne.

Alene i Kvickly Middelfart og Super Brugsen Strib er der p.t. 11 ansatte på særlige vilkår.

Samtidig har butikkerne gennem årene sørget for mentoruddannelser til mange af lederne i husene, så de har været godt klædt til at tage imod de nye kollegaer.

”Det er altid rart, at der bliver lagt mærke til det, man laver. Det ligger naturligt i andelstanken, at man er en del af det samfund, der omgiver os. Og der er nogle, der har det sværere end andre, og det falder i god tråd med det, vi står for som virksomhed,” siger varehuschef i Kvickly Middelfart Karl Nøhr Pedersen ved modtagelsen af Arbejdsmarkedsprisen.

Et skulderklap til det gode eksempel
Prisen er et symbolsk skulderklap, som skal være med til at sætte fokus på de gode eksempler på, hvordan virksomhedsledere rundt om i Danmark hver eneste dag arbejder for at inkludere medarbejdere uanset handicap og på den måde gør et stort arbejde for at udnytte de ressourcer, som mennesker med handicap har.

”Det store politiske ønske, om at flere skal ud på arbejdsmarkedet, lægger et stort pres på mange mennesker, som uden den rette støtte får meget svært ved at tage skridtet ud på jobmarkedet. Pres og økonomiske incitamenter virker ikke på mennesker med handicap, og derfor må vi hurtigst muligt have fundet det, som sikrer adgang til arbejdsmarkedet. Det har Kvickly i Middelfart gjort, og det belønner vi dem for med Arbejdsmarkedsprisen,” udtaler landsformand Susanne Olsen.

Fjern barriererne – arbejdsmarkedet er for alle
Dansk Handicap Forbund arbejder i stigende grad med at indsamle viden om, hvad der skal til, for at det lykkes at få flere mennesker med handicap ud på arbejdsmarkedet. Det sker blandt andet gennem et øget samarbejde med erhvervslivet og kommunerne.

”Vi har behov for mere viden på det her område. Når vi har det, kan vi få udarbejdet de løsninger, der virker – første gang. På den måde udnytter vi bedre de økonomiske ressourcer, der puttes i det. Samtidig sikrer vi adgangen til arbejdsmarkedet for de af vores medlemmer, som ønsker sig et job,” lyder det fra landsformanden.

”Det handler om at fjerne fokus fra den enkelte jobsøger med handicap og over på at få fjernet de barrierer, der findes, så arbejdsmarkedet åbnes op til gavn for alle. Det er ikke nok, at jobskabelse og støtte foregår i tilfældige, spredte projekter rundt omkring i landet. Vi har brug for en samlet strategi på området,” siger landsformand Susanne Olsen.

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • arbejdsmarkedsprisen
  • jobskabelse
  • job
  • inklusion
  • handicap
  • bevægelseshandicap
  • barrierer
  • arbejdsmarked

Regions

  • Assens

DET HANDLER OM VÆRDIGHED

Dansk Handicap Forbund har fokus på det hele liv, og forbundet arbejder hver dag for at skabe et liv med lige muligheder og værdighed for mennesker med handicap.

Kontakt

Susanne Olsen

Landsformand 20760101

Karl Nøhr Pedersen

Varehuschef, Kvickly Middelfart +45 63 41 04 27