Pressemeddelelse -

Nytænkning skal sikre flere med handicap et job

Dansk Handicap Forbund går nye veje for at øge antallet af mennesker med fysiske handicap på arbejdsmarkedet. Med afsæt i virksomhederne håber forbundet at skabe varig forandring for sine medlemmers muligheder på arbejdsmarkedet.

Det skal være lettere for mennesker med handicap at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Det har Dansk Handicap Forbund besluttet, og derfor har de startet en proces, som skal nytænke arbejdsmarkedspolitikken på handicapområdet.

”Vi vil nytænke vores arbejdsmarkedspolitik, så vi bedst muligt kan hjælpe vores målgruppe til at komme tættere på arbejdsmarkedet. Første skridt på vejen, mener vi, er at søge mod virksomhederne for at få gode råd og idéer til, hvordan vi bedst for skabt arbejdspladser, som imødekommer alle parter,” fortæller netværkschef i Dansk Handicap Forbund Kurt Holm Nielsen.

Beskæftigelsesandelen for mennesker med handicap er bemærkelsesværdigt lavere end beskæftigelsesandelen for mennesker uden handicap, og det har den været gennem en længere årrække.

Og derfor er det nu tid til at forsøge sig med nye og anderledes tiltag, mener Dansk Handicap Forbund.

Vi starter hos virksomhederne
Kurt Holm Nielsen blev ansat som netværkschef i Dansk Handicap Forbund i slutningen af året sidste år, og siden da har han arbejdet på etableringen af et advisory board, som skal hjælpe forbundet med at udforme den bedst mulige tilgang til at få flere mennesker med handicap ud på arbejdsmarkedet.

”Vores mål er at skabe varige løsninger. Mange tidligere forsøg på at få flere mennesker med handicap ud på arbejdsmarkedet har været begrænset til en projektperiode, som har betydet, at projekterne ligger døde hen, efter projektperiodens afslutning. Det vil vi gerne undgå denne gang, og derfor starter vi hos virksomhederne,” konstaterer Kurt Holm Nielsen.

Stor interesse for at bidrage
Og den tilgang til jobskabelse for mennesker med handicap har vundet bred anerkendelse hos de virksomheder, Dansk Handicap Forbund har været i kontakt med. På nuværende tidspunkt tæller advisory boardet virksomheder som JYSK i den ene ende af skalaen til Marianne og Far – et malerfirma i København – i den anden ende af skalaen. Derudover er flere kommuner repræsenteret, ligesom VirksomhedsnetværketCabi og netværket Code Of Care også har takket ja til at være med.

Og netop denne bredde tiltaler Niels Rasmussen, som er formand i Centrovice – et specialiseret rådgivningstilbud til landbruget, som ikke nødvendigvis er kendt for at aftage allerflest medarbejdere i Dansk Handicap Forbunds målgruppe.

”Mange sidder nok med den opfattelse, at landbruget kun er østarbejde. Men vi er og kan meget mere end det, og derfor giver det rigtig god mening, at vi deltager i Dansk Handicap Forbunds advisory board, og jeg glæder mig meget til at være med til at sætte en ny dagsorden og gøre en konkret forskel for mennesker med handicap,” siger Niels Rasmussen.

Dansk Handicap Forbunds advisory board afholder første møde torsdag den 21. april i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup.

Dansk Handicap Forbund er arbejder primært for mennesker med bevægelseshandicap, hvorfor denne gruppe vil være udgangspunktet for advisory boardets arbejde.

Emner

  • Økonomi, finans

Kategorier

  • handicap
  • arbejdsmarked
  • job
  • jobskabelse
  • nytænkning
  • inklusion

DET HANDLER OM VÆRDIGHED

Dansk Handicap Forbund har fokus på det hele liv, og forbundet arbejder hver dag for at skabe et liv med lige muligheder og værdighed for medlemmerne.


Dansk Handicap Forbund er en medlemsstyret, landsdækkende organisation med 8.000 medlemmer, 47 lokalafdelinger, fire specialkredse og hovedkontor i Taastrup.

Kontakt

Kurt Holm Nielsen

Netværkschef Advisory Board 40211788

Niels Rasmussen

Formand, Centrovice 23617150

Relateret materiale