Ufleksibel tilgang til handicapkørsel sætter livet på pause for mennesker med handicap

En rundspørge foretaget af Dansk Handicap Forbund i landets 98 kommuner viser, at knapt halvdelen bevilger maksimalt 104 ture – som svarer til en tur ud og hjem om ugen - på årsbasis, som loven om individuel handicapkørsel ellers foreskriver som et minimum. Dansk Handicap Forbund kalder det et kapløb mod laveste fællesnævner.

”Det er et problem, når et minimumskrav i en lovgivning bliver til en maksimumbevilling ude i kommunerne,” siger landsformand i Dansk Handicap Forbund Susanne Olsen, efter en rundspørge fra forbundet har vist, at 46 kommuner svarer nej til at bevilge mere end de 104 ture om året, som loven om individuel handicapkørsel foreskriver som et minimum. 52 kommuner svarer ja.

Tallene er fremkommet efter en rundspørge fra Dansk Handicap Forbunds faktagruppe i perioden fra marts til juni 2016. I enkelte kommuner er der mulighed for at få bevilget et ubegrænset antal ture, hvis man ønsker det, og i fx Tønder Kommune bevilger de 312 ture om året. Blandt de kommuner, der er noteret for et ja til spørgsmålet, om de bevilger flere ture end de 104, som loven foreskriver, er der enkelte, som svarer ’ja, undtagelsesvist’ eller ’ja, men sjældent’, hvilket i praksis betyder, at det kan være svært for en borger at komme igennem med et ønske om at få bevilget ekstra ture.

Kommer ikke så meget ud
En af dem, som er ramt af ikke at kunne få flere end 104 ture om året, er Grete Nilsson, som er 77 år gammel, kørestolsbruger og bosiddende i Albertslund, som er på listen over kommuner, som siger nej til at bevilge mere end de 104 ture, som loven som minimum foreskriver.

Kommunens praksis betyder, at Grete Nilsson ikke kommer så meget ud, som hun gerne ville.

”Da min mand levede, tog vi bilen til City 2 eller Rødovre Centrum. Jeg ville også gerne gå til spanskundervisning, men det kan jeg heller ikke. Jeg har hørt fra andre i lokalafdelingen (i Dansk Handicap Forbund, red.), at man tidligere kunne købe ekstra ture, men den mulighed findes heller ikke mere,” siger Grete Nilsson til medlemsbladet Handicap-nyt.

Markant dårligere stillet
Grete Nilsson har efterfølgende købt en scooter via den Den Blå Avis, så hun på egen hånd kan komme lidt ud. Den betyder fx, at hun på egen hånd kan køre ned i det lokale indkøbscenter og købe ind, men da den kun kan køre omkring ti kilometer på en opladning, er det ikke de lange ture, det kan blive til.

”Jeg har alt for langt til S-toget, så der vil ikke være særlig meget strøm tilbage til at køre rundt i fx København, så det tør jeg slet ikke,” konstaterer hun.

Og det er netop det, der er problemet, mener landsformand i Dansk Handicap Forbund Susanne Olsen.

”De mennesker, der er så uheldige at bo i de kommuner, der kun lever op til minimumslovgivningen, er jo markant dårligere stillet i forhold til at kunne leve et liv med venner, familie og fritidsinteresser, end de mennesker, der bor i en kommune, som har en mere fleksibel holdning til det. Og det er tilsyneladende helt tilfældigt, hvordan kommunerne griber det an. Det er da ærgerligt,” siger hun.

Et kapløb mod laveste fællesnævner
På et mere overordnet niveau er Dansk Handicap Forbund ærgerlig over, at en minimumslovgivning i praksis bliver til en maksimumbevilling i mange kommuner. Således bliver lovgivningens rammer et kapløb mod laveste fællesnævner, siger Susanne Olsen.

”Det her er et eksempel på, at lovgivning kan betyde, at man glemmer at se på den enkeltes situation og vurdere behovet i hvert enkelt tilfælde. Der er ingen kommuner i følge denne rundspørge, der bryder loven og dermed kan stilles til ansvar for at gøre noget forkert, men jeg synes, det er kritisabelt, at det fungerer, som det gør. Vi kan jo se, at det går ud over vores medlemmer, og det kan de ikke være tjent med,” mener Susanne Olsen.

Selvom alle kommuner i princippet overholder loven, oplever Dansk Handicap Forbunds landsformand Susanne Olsen det alligevel som et problem, at så mange kommuner som udgangspunkt ikke bevilger flere ture, end det loven foreskriver som et minimum.

”Minimumskravet svarer til, at man kan komme ud én gang om ugen, og selvom det for mange er nok, så er der være nogle, som har brug for at kunne komme ud noget oftere. For de mennesker betyder kommunernes praksis utrolig meget, og der vil være nogle, som er nødt til benhårdt at prioritere sine ture og fravælge nogle arrangementer, som de ellers ville have deltaget i. Det mener jeg ikke, vi kan være bekendt,” siger Susanne Olsen.

Loven om individuel handicapkørsel henvender sig til mennesker, som på grund af et fysisk handicap ikke kan benytte sig af den almindelige kollektive trafik.