Pressemeddelelse -

Danske Hospitalsklovne siger godnat og putter indlagte børn

I denne og næste uge vil Danske Hospitalsklovne give indlagte børn en særlig og magisk aften, som de kan huske tilbage på længe. Hospitalsklovnene besøger børnene ved sengetid og sørger for, at de og deres yndlingsbamser lander trygt og godt i drømmeland.

For børn, der er indlagt på hospitalet, kan sengetiden være særlig svær. Omgivelserne er uvante, og der er brug for tryghed og nærvær, før de skal sove om aftenen. Derfor samler Danske Hospitalsklovne i deres ´Godnatkampagne´ ind, så hospitalsklovnene - udover deres vanlige formiddagsbesøg – også kan besøge indlagte børn om aftenen.

Godnatbesøgene går i sin enkelthed ud på, at hospitalsklovnene møder ind på børneafdelingerne, når mørket falder på, og børnenes sengetid nærmer sig. Her læser de godnathistorier, spiller stille musik og hygger om de indlagte børn og familier.

Tryghed før søvn er vigtigt

Emilie Melgaard Jacobsen er pædagog og skaber af den populære søvnmediationsapp- og børnebog Natbjørnen Tjugga. Hun har udviklet søvnmeditation til børn og forældre som et redskab til at arbejde med tryghed, nærvær og anerkendelse hos børn, før de lægger sig til at sove. I år bakker Emilie, der også selv har været indlagt med sin søn, op om hospitalsklovnenes godnatbesøg:

- Søvn er altafgørende for restitution og børns udvikling. Særligt når børn er syge og gennemgår store forandringer er søvn vigtig. Men for at kunne give sig hen til søvnen, skal børnene mærke, at det er et trygt og godt sted at være, fortæller Emilie Melgaard Jacobsen og tilføjer:

- Derfor er det en rigtig god idé med godnatbesøg fra hospitalsklovnene, fordi de er med til at skabe gode associationer omkring det at være på hospitalet. De skaber tryghed for børn, der kan opleve hospitalet som uvant, fortæller hun.

En dejlig oplevelse for 3-årige Felix

At få aftenbesøg af sin yndlingsklovn kan betyde meget for et indlagt barn. Det ved mor til kronisk syge Felix på 3 år, der har tilbragt 600 dage af sit korte liv på hospitalet. Felix finder stor tryghed i hospitalsklovnene, hvor han særligt har knyttet et stærkt bånd til hospitalsklovnen Luna, som han sidste år fik godnatbesøg af, da han var indlagt på Universitetshospitalet Skejby:

-Det var en helt speciel oplevelse for Felix. Med ét forandrede den tunge stemning sig. Tænk - dér kom hans ven ind på stuen for at putte ham, fortæller mor, Sabina Kjemtrup. 

Felix og Luna mødes ofte på hospitalet, men denne aften var første gang, Felix fik besøg af Luna om aftenen.

Godnatbesøg kun muligt med donationer

Danske Hospitalsklovne er uddannede og lønnede. Hospitalsklovnenes besøg på børneafdelingerne er kun muligt i kraft af donationer fra privatpersoner, virksomheder og fonde. Derfor samler Danske Hospitalsklovne penge ind til deres arbejde på børneafdelingerne.  

Der bliver afholdt godnatbesøg på mange af landets børneafdelinger i ugerne 43 og 44. 

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Danske Hospitalsklovnes vigtigste opgave er at styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem. Vi møder og anerkender barnet der, hvor det er. I angsten, i glæden, i kedsomheden. Vi er en tryg hånd at holde i, når livet på hospitalet gør ondt.

Kontakt

Josefine Fischer Hüttel

Pressekontakt Kommunikationskonsulent 31 35 38 66

Relateret materiale