Nyhed -

Lottomillionær: Jeg siger det ikke til nogen, før pengene er på min konto.

En heldig kvinde fra Brovst havde vundet lidt mere end de forventede 37kroner på sin Lottokupon. Nu skal hun være gældfri.

Det blev ikke en helt almindelig tur i Kiosken for den heldige vinder af Lottos millionærgaranti i denne uge.

Det så ellers ud til at blive en helt almindelig tirsdag for vinderen, en kvinde i halvtredserne, der ønsker at være anonym, da hun kom ned i spillekiosken Vegas i Brovst for at få tjekket sin kupon og købe en ny.

-Kioskejeren kører min kupon igennem, og så siger han, at jeg har vundet 37 kr., men at jeg også skal ringe til Danske Spil. For jeg har vundet noget ekstra. Så peger han på et skilt i butikken, hvor der står, at her er vundet en ekstra million og siger: ”Jeg kan ikke love noget, men det kan godt være dig”, fortæller kvinden.

Da hun ikke vil gå og glæde sig unødigt og tro alt muligt, går hun straks ud i bilen og ringer til Danske Spil. Her får hun at vide, at den er god nok.

-En flink ansat siger, at jeg ganske rigtigt har vundet 37 kr. og en million. Så blev jeg helt paf. Men jeg er så glad, det er helt surrealistisk, siger den glade vinder.

Selvom hun var noget rundt på gulvet, får hun dog hurtigt samlet sig, og får startet bilen og sat kursen mod Aabybro, hvor der ligger en bank, så hun kan få indleveret vinderkuponen. Hun er dog ikke så overbevist, at hun er begyndt at ringe rundt til familie og venner endnu.

-Jeg siger ikke noget til nogen, før pengene er på min konto. Jo, måske min bank, som får at vide, at jeg gerne vil betale min gæld af. Det bliver helt fantastisk at kunne det, siger kvinden.

Når gælden er betalt, kan det også godt være, det bliver til en rejse og gaver til familien.

-Mine børn skal nok have en stor sommergave i år, men det er tanken om at kunne blive helt gældfri, der virkelig gør mig glad. Det er virkelig en gave, siger vinderen. 

Emner

  • Sport

Kategorier

  • lotto
  • lotto vinder
  • millionær
  • vinder
  • danske spil
  • danske spil a/s

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv