Pressemeddelelse -

Danske Spil: Danmark går videre til finalen i Eurovision

Anja Nissen og sangen ”Where I Am” går videre fra torsdagens semifinale til lørdagens Eurovision-finale. Det vurderer oddssætterne i Danske Spil.

Eurovision-fans kommer ikke til at undvære en dansk sang i finalen af den europæiske sangkonkurrence på lørdag. Det vurderer Danske Spils oddssættere, der mener, at det danske bidrag overlever semifinalen torsdag og går videre til finalen.

- Vi har en sang, der har potentialet til at blive meget populær blandt de andre lande. Faktisk tror vi, at det skal gå virkelig galt for Anja Nissen og hendes hold, hvis Danmark ikke skal gå videre til finalen, siger Peter Emmike Rasmussen, oddsansvarlig hos Danske Spil, og fortsætter:

- Vi har ret stor tiltro til den danske sangs chancer for at gå i finalen. Lige nu får man pengene 1,16 gange igen, hvis Danmark går videre, mens man får odds 4,60, hvis man tror, at sangen ikke går videre fra semifinalen.

Hvis ”Where I Am" går videre, vil det være første gang siden 2014, at Danmark er med i en Eurovision-finale.

- Vi tror, at denne sang har større chancer for at gå videre end de seneste, danske bidrag til Eurovision. En af grundene kan være, at vi med denne sang går tilbage til det mere sikre. De sidste to år har vi sendt boybands afsted til semifinalerne, og historien viser, at grupper ikke er kommet særligt langt i de seneste år. Desuden har Anja Nissen bare en god en stemme og stærk fremtoning. Og lige så vigtigt: Sangen er god, vurderer Peter Emmike Rasmussen.

Danmark skal dyste i semifinalen, der begynder torsdag kl.21.

Bulgarien er en stærk finaleoutsider
Udover Danmark tror Peter Emmike Rasmussen også, at Bulgarien, Rumænien og Holland er blandt de 10 lande, der helt sikkert går videre fra torsdagens semifinale.

- Bulgarien er med i top 5-favoritfeltet til at vinde Eurovisionen i år, mens både Rumænien og Hollands bidrag er så stærke at de sagtens kan ende i top 5 i finalen, siger Peter Emmike Rasmussen.

De første 16 deltagere er fundet til lørdagens finale efter den første semifinale løb af stablen tirsdag aften, hvor 10 deltagere blev udvalgt. Udover dem er værtslandet Ukraine og Storbritannien, Italien, Spanien, Tyskland og Frankrig altid sikret en plads i finalen.

Se alle oddsene på Eurovision her: https://danskespil.dk/oddset/underholdning/international/eurovision

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv